Job-ekspressen til Gellerup onsdag

Job-ekspressen besøger Bazar Vest onsdag den 9. marts kl. 16-18, hvor en række virksomheder – blandt andet ISS, Falck, Silvan, McDonald’s og Dansk Supermarked – står klar ved små caféborde til en snak med interesserede unge. Der er ingen garanti for et job, men der er garanti for en samtale.

Med beskæftigfelsesminister Inger Søjberg i spidsen forsøger projektet, der er igangsat af statsministeren, med et snuptag at skabe 200 nye jobsamtaler til unge i Gellerup og Vollsmose.

Arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen

Arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen

Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Århus, Hans Halvorsen, skriver bl.a. følgende i en pressemeddelelse sendt til blog@skraeppebladet.dk:

Beskæftigelsesministeriet har sat gang i ”Job-ekspressen”, der skal skaffe unge i Gellerup og Vollsmose i alt 200 jobsamtaler til reelle job. Onsdag kommer ekspressen til Bazar Vest i Gellerup, hvor virksomheder og unge får mulighed for at møde hinanden.

Arbejdsmarkedet skal være for alle – også for unge med etnisk mino-ritetsbaggrund. Men mange i den gruppe oplever at blive valgt fra til jobsamtaler alene på grund af navnet. Derfor har Beskæftigelsesministeriet sendt ”Job-ekspressen” til Vollsmose og Gellerup. De unge og virksomhederne skal møde hinanden direkte, og målet er 200 jobsamtaler til reelle job i hovedsagelig transport- og servicevirksomheder.
Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Hans Halvorsen, hilser initiativet velkomment og vil tage imod ekspressen, når den ankom-mer til Bazar Vest onsdag med beskæftigelsesminister Inger Støjberg i spidsen.

”Job-ekspressen er et godt initiativ, men det er vigtigt, at samtalerne omsættes til reelle, ordinære job. Det er helt urimeligt, når unge mennesker holdes ude på grund af deres navn, og virksomhederne risikerer at gå glip af værdifuld arbejdskraft. De virksomheder, der ansætter ud fra talent i stedet for baggrund, står stærkt. De forstår, at mangfoldighed kan være en mulighed for vækst, fordi forskellighed giver nytænkning og udvikling,” siger Hans Halvorsen.

Rådmanden opfordrer generelt til en ny og mere positiv dagsorden, når det handler om inklusion af flygtninge, indvandrere og deres ef-terkommere.

”Der er mange solstråler i vores integrationsindsats. Flere og flere fra de etniske mindretal kommer i arbejde, flere får et lederjob og færre føler, at de bliver diskrimineret og holdt udenfor. Jovist, er der problemer, og dem håndterer vi, men det gavner ingen, når problemerne får lov at overskygge den positive udvikling. Vi skal væk fra de seneste års sorte tale og i stedet betragte vores unge med anden etnisk baggrund som almindelige, ligeværdige medborgere,” siger Hans Halvorsen, der ser lyst på fremtiden:

”Der bliver mangel på hænder og hoveder på fremtidens arbejdsmarked, og det er en gylden mulighed for at åbne arbejdsmarkedet endnu mere, også for unge med mere fremmedklingende navne.”

Tid og sted:
Bazar Vest onsdag den 9. marts kl. 16-18

Job-ekspressen er kommet på skinner efter statsminister Lars Løkke Rasmussens dialogmøde på Marienborg, hvor han i januar mødtes med unge med etnisk minoritetsbaggrund. De unge fortalte blandt andet, hvordan de oplever at blive udelukket fra jobsamtaler alene på grund af deres navn

Blogartiklen er oprettet: 04. mar 2011


Del eller print denne side:  


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | sep | okt | nov | 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt