Udsatte områder i fokus

De almene boliger blev valgkamp-emne

af bestyrelsesmedlem René Skau Björnsson
fra Brabrand Boligforenings beretning

2010 var året, hvor der var ekstra fokus på vores udsatte boligområder. Regeringen kom med en plan og S-SF kom med en plan – alle partier vil gerne køre valgkamp på, at netop de har løsningen på de udfordringer, mange boligafdelinger står overfor. Der er blevet produceret mange fine politiske oplæg, men handling har vi måttet kigge langt efter.

Endnu er der ikke vedtaget konkrete forslag i Folketinget, som skal hjælpe os i boligforeningerne med bl.a. at styrke beboersammensætningen.

Arkivfoto af Bo Sigismund: René Skau Björnsson i Folketingssalen. Fra Skræppebladet maj 2008

Arkivfoto af Bo Sigismund: René Skau Björnsson i Folketingssalen. Fra Skræppebladet maj 2008

Man mærker tydeligt at mange politikere på Christiansborg ikke kender meget til den almene boligsektor. Med skiftende definitioner nævnes almene boligafdelinger næsten i flæng som ghettoer. Hver gang der kommer en ny minister for området, kommer der også en ny definition for, hvornår et boligområde kan karakteriseres som udsat.

Resultatet er, at beboerne i de nævnte områder føler sig stigmatiserede, dømt ude og føler sig mindre og mindre som en del af samfundsfællesskabet Danmark. Det er en forkert udvikling, det er en usympatisk stigmatisering, og det er en farlig polarisering af vores samfund.

Ingen lette løsninger
Der er ikke nogen lette løsninger. Vi har brug for en koordineret og sammenhængende indsats på mange fronter over en lang årrække for at sikre, at de udsatte boligområder igen bliver velfungerende.

Heldigvis ved vi, at langt størstedelen af boligafdelingerne er velfungerende, hvor beboerne er glade for og trygge ved at bo. Her blomstrer beboerdemokratiet side om side med beboernes glæde ved at være sammen med hinanden i hverdagen. Og det må være det overordnede mål i 2011 og årene fremover, at de udsatte boligområder igen skal være med i familien af velfungerende boligområder.

Arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen: Indgangsdør til bl.a. Landsbyggefondens kontor i København

Arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen: Indgangsdør til bl.a. Landsbyggefondens kontor i København

Lejerne betaler regningen
Det var også i efteråret 2010, at der blev lavet en boligaftale. Sidste år appellerede vi til, at det blev en bred aftale med de fleste partier i folketinget. Sådan gik det ikke, det blev en snæver aftale, hvor regeringen vil lade lejerne betale hele regningen for indsatsen på
området.

Det er nemlig udelukkende lejernes opsparede midler i Landsbyggefonden, der bliver brugt i boligaftalen. Der er ikke så meget som en statslig krone til den indsats, som regeringen har foreslået. Det er selvfølgelig rimeligt, at lejerne selv er med til at betale for at til sociale problemer er nu engang et fælles samfundsproblem.

Det er ikke fair, at man bare lægger hele regningen for den boligsociale indsats i skødet på de 20 procent af befolkningen, der bor i almene boliger. Vi løfter i forvejen en meget stor opgave for samfundet, det gør vi gerne, men vi skal ikke betale for hele indsatsen – det er urimeligt.

Renovering. Arkivfoto af Hans Esmann Eriksen. Fra Skræppebladet maj 2011

Renovering. Arkivfoto af Hans Esmann Eriksen. Fra Skræppebladet maj 2011

Flere penge til renoveringer
Det er godt at alle partier i folketinget har fokus på, at der er et kæmpebehov for at få renoveret de almene boliger i Danmark. Med boligaftalen sikrede man nye renoveringer for 5 milliarder ekstra kroner. Det er langtfra nok, men det er en begyndelse. Der er stadig væk masser af almene boliger, der skal renoveres.

Vi vil i Brabrand Boligforening fortsat arbejde på at påvirke beslutningerne i folketinget.


Sommerferie

Mens redaktion og mange beboere holder ferie kan du på Skræppebladets blog hver uge få en lille artikel som ovenstående fra Brabrand Boligforenings beretning suppleret med Skræppebladets fotos.

Artiklerne er skrevet af bl.a. foreningens bestyrelsesmedlemmer og handler om livet, ideerne og tankerne for beboere i Brabrand Boligforening.

Du kan allerede nu læse alle historierne ved at downloade beretningen i pdf-format.

God læselyst og god sommer.

Læs mere:
Hjemmeside for Brabrand Boligforening: http://bbbo.dk
Årsberetning i pdf

Skræppebladets indlæg om Brabrand Boligforening

Hyggelæsning:
Skræppebladets klummer
Skræppebladets Børnekryds
Års-quiz
Jubilæums-quiz

Blogartiklen er oprettet: 01. aug 2011


Del eller print denne side:  


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | sep | okt | nov | dec | 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt