Klummen

Det lille tyveri

Om lån, der desværre bliver til lidt mere end det

af Inger Bloch (onlinegrafik baseret på arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen)

I juni, lige efter Skt. Hans kom jeg forbi ”firkanten” ved blok C i vores afdel­ing og opdagede, at møblementet var blevet fjernet.

Det var ”bare” et billigt sæt havemøbler, 4 plastikstole og et bord, og jeg kunne da slet ikke forestille mig, at nogen kunne finde på at STJÆLE møblerne; jeg tænkte, at de nok var lånt og hurtigt ville blive stillet tilbage – men nej – vi så dem ikke igen!

Det var rigtig ærgerligt, at en mulighed for, at afdelingens beboere kunne sætte sig der ved skoven en gang imellem og lytte til fuglenes sang – eller hygge sig med naboen over en kop te – nu var ødelagt!

Denne episode fik mig til at fundere over det fænomen, jeg kalder ”det lille tyveri”. Det sker hele tiden – alle mulige steder. Det er faktisk utroligt, hvad folk kan få sig til at snuppe: Toiletruller, elektriske pærer, kuglepenne o.s.v. Jeg selv er flere gange blevet udsat for, at cykellygter, cykelpumpe, holdfast-remme fra bagagebæreren, ja sågar en ventil fra cykelhjulet er blevet fjernet fra min cykel, når jeg lige har forladt den for at foretage et ærinde. Selvom det er en lille ting, der bliver fjernet, kan det fremkalde ærgrelse og sommetider også sætte den bestjålne i stor forlegenhed; og selvom det er småting, der bliver taget, er det tyveri – og dermed TARVELIG OPFØRSEL.

Nogle personer har måske ikke til hensigt at stjæle i det øjeblik, de lige negler et eller andet – de tænker måske: ”Jeg låner bare”; men så går tiden, og det ”lånte” bliver aldrig leveret tilbage. Dermed er handlingen blevet til tyveri!

Det synes jeg godt, at man kunne tænke lidt over!




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt