På grænsen mellem det private og det fælles
Nytårsaften i Sonnesgården
af Hans Esmann Eriksen. Foto af Uffe Adelørn
Man kan sige, at marts måned er lidt sent at fortælle om nytårsaften, men artiklen handler om så meget andet.
I de første år af Sonnesgårdens historie blev der nytårsaften holdt en stor middag i fælleshuset med efterfølgende fest i Sonnesgården. Det var naturligt i en tid, hvor alle var engageret i at udvikle det nye fællesskab. Med tiden faldt engagementet, specielt blandt dem, der udførte et stort arbejde for at stable festen på benene.
På grænsen mellem det private og det fælles
Udviklingen er egentlig naturlig, fordi nytårsaften af de fleste opfattes som en privat fest, hvor man mødes med dem, man kender bedst. Juleaften er stadig en streng privat aften, mens nytårsaften har udviklet sig til at ligge på grænsen mellem det private og det fælles, som jeg kender det fra den lille by, hvor jeg er vokset op.
I min hjemby blev der holdt fester i de enkelte hjem. Når klokken nærmede sig tolv, kom alle ud på gaden for at skyde fyrværkeri af og for at ønske godt nytår til de familier og venner, man kendte godt.
Til nytårsaften i år mødtes de, der var hjemme i Sonnesgården som mindre grupper til små middage, og nogle mødes på en restaurant med et nytårsarrangement. Klokken tolv mødtes alle på kommandobroen i Sonnesgården.
Kommandobroen er en solterrasse, der ligger på 4. sal i ejendommen, hvor der er et flot udsyn over byens tage. Her er der et mageløst udsyn over fyrværkeriet i Århus, og samtidig med at vi glædedes over det gratis fyrværkeri, fik vi hilst på og ønsket glædeligt nytår til de fleste i afdelingen.
En Landsby i Storbyen
Denne lille historie fortæller om en af de særlige kvaliteter, som en mindre afdeling kan have. På den ene side lever man som en del af en storby med alle de kvaliteter, den kan have. På den anden side lever vi i en lille landsby, hvor de fleste kender hinanden, og hvor antallet af mentale gadespejle er stort, fordi der er en positiv interesse i, at de andre har det godt.
Det betyder meget for den tryghed, den enkelte føler ved at bo i afdelingen. Det betyder også som i enhver lille landsby, at alle skal føle sig ansvarlig for, at de nye, der kommer til, bliver modtaget på en god og ordentlig måde, uden at rygter og sladder tager overhånd. Heldigvis er det en af de opgaver, afdelingsbestyrelsen gør et stort arbejde for at løse.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2009-02 Marts