Brug mobiltelefonen som stregkodelæser

Tag et billede og læs budskab eller en mobil-hjemmeside

tekst og foto af Ulrik Ricco Hansen

Alle der har prøvet at købe dagligvarer kender kasseapparaternes ”biip” for hver vare, der skannes, og stregkoden omsættes til varenummer. Herefter finder en computer pris og en varetekst at skrive på bonen.
En ny type stregkoder kan indeholde meget mere information og kan f.eks. bruges til at gøre din mobiltelefon smartere at bruge.

Naturen på stregkode
I løbet af sommeren vil naturen på Holmstrup Mark blive forsynet med disse stregkoder, der kaldes qr-stregkoder (eller mobil-stregkoder), så man med et klik på mobiltelefonen kan få mere information og/eller opgaver om det sted, man er kommet til.

Systemet er allerede indført mange andre steder i landet af bl.a. biblioteker og museer. Også i f.eks. i Århus Festuge har der været forsøg med qr-stregkoder rundt omkring i den indre by.

En fotomontage på Hasle Bakkers hjemmeside viser, hvordan qr-stregkoderne  forventes i brug.

En fotomontage på Hasle Bakkers hjemmeside viser, hvordan qr-stregkoderne forventes i brug.

Avanceret teknik – simpel brug
Princippet er egentlig meget enkelt. Man peger mobiltelefonens kamera mod stregkoden, og vupti havner man på den hjemmeside, som stregkoden henviser til.
Nogle telefoner har allerede funktionen indbygget, men ellers kan man via internettet hente et program og installere på telefonen. Og der er flere  programmer at vælge imellem.
Mobiltelefonen skal selvfølgelig være af nyere dato, have indbygget kamera og tillade at man installerer et program.

Gratis system
Den todimensionelle stregkode er indtil videre ikke er så udbredt i Danmark, men er meget populær i f.eks. Japan, hvor den blev opfundet allerede i 1994 til brug for industrirobotter.

Sådan ser Skræppebladets detaljerede adresseoplysninger ud som qr-stregkode. Du kan også se adresser i kolofonen side 2.

Sådan ser Skræppebladets detaljerede adresseoplysninger ud som qr-stregkode. Du kan også se adresser i kolofonen side 2.

Systemet er ikke patentbeskyttet og er på den måde i familie med ”open source”. Det betyder at alle kan bruge det, hvis de har lyst, og de kan samtidig se alle baggrundsoplysningerne.

Der er mange, der tilbyder at lave et gratis stregkodebillede til dig, og stort set alle programmer til at læse stregkoderne med er også gratis.
Til gengæld skal du typisk betale for at gå på internettet fra din mobiltelefon – afhængig af din abonnementstype.

Hurtig respons
Qr-stregkoden kan indeholde godt 4000 bogstaver (tegn) så der er plads til selv den længste webadresse, som ellers ville være næsten uudholdelig at indtaste fra mobiltelefonens tal-tastatur. Man kan også bruge stregkoden til beskeder, e-mailadresser og oplysninger fra f.eks. ens visitkort. Der er plads til teksten fra godt 25 sms-beskeder, så det er faktisk en smart lille opfindelse.
Forkortelsen QR står for Quick Response (hurtigt svar), og ofte er det meget hurtigere bruge kameraet end at indtaste en lang adresse.

Lav stregkoderne selv
Du kan sagtens selv bruge qr-stregkoder. Har du f.eks. en hjemmeside eller en blog med en meget lang adresse, så få lavet en stregkode, som du kan dele ud eller trykke på dit brevpapir. Laver du en udstilling, hvor man kan finde mere på en hjemmeside, så lav en stregkode til hvert emne/kunstværk.

Indtil videre er tunge betoncylindre spredt ud over Holmstrup Mark - klar til at få en qr-stregkode

Indtil videre er tunge betoncylindre spredt ud over Holmstrup Mark – klar til at få en qr-stregkode

Tur uden mobil
Du kan selvfølgelig også blot tage på tur i området mellem Hasle Bakker og Motorvejen. I det grønne område er der nu placeret meget tunge betoncylindre, der i løbet af sommeren forsynes med stregkoder.
Hvis ikke du har en mobiltelefon klar til qr-koderne kan du gå hjem og slå op på Skræppebladets hjemmeside. Vi har nok noget, der handler om det, du så i naturen. Og ellers modtager vi gerne opfordringer til emner.

LINKS
Hvad er QR: http://da.wikipedia.org/wiki/QR_Code
Eksempler på brug af qr: http://www.flickr.com/groups/qrcodes/
Lav dine egne stregkoder f.eks. her: http://www.qurify.com
Hent en qr-reader f.eks. her:
http://www.quickmark.com.tw eller http://reader.kaywa.com (java)
Hasle Bakker nu under Idrætssamvirket: http://www.haslebakker.dk/



Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt