Foreningernes Hus (feb. ’11)

Aktivitet i Foreningernes Hus

af Anne J. H. Svendsen, Foreningernes hus

Der er aktivitet i Foreningernes Hus! Ugentligt afholder forskellige lokale for­eninger eksempelvis lektiecafé, sang­træning, øver dans etc. I weekenderne er der liv og glade dage, og kalenderen bliver hurtigt booket op. Hold også øje med de større åbne arrangementer på hjemmesidens kalender.

Kreative kvinder i syværkstedet
Vinteren i år har været smukt hvid, til tider bidende kold, og på nogle tidspunkter har det været svært fremkommeligt. Disse forhold har dog ikke været til hindring for de gæve kvinder og unge piger, der efter den officielle indvielse af huset, er ’flyttet ind’ i værkstedet, og hver formiddag trofast møder op.

Her sidder de og syr på de nye symaskiner, der er indkøbt til formålet. Der laves flotte fremstillinger af forklæder, der sys kreative løsninger til opbevaring af ting til hjemmet, der sys tøj, der strikkes og der produceres mange andre fine ting af de dygtige, og meget produktive kvinder.

En af kvinderne, der for nyligt er begyndt at komme i værkstedet, gav udtryk for, at det var meget godt Foreningernes Hus var åbnet, så det var muligt at komme og sy, for hun sagde, at når man har børn, er der altid noget, der skal sys, repareres eller lappes.

Udover at dele glæden ved at sy og skabe noget, er kvinderne fælles om det hyggelige samvær, der hersker, når det kreative værksted er forvandlet til syværksted. Der snakkes, grines og drikkes the. To fredage har kvind­erne også lavet lækker mad i husets køkken, der efterfølgende er blevet serveret i caféen.

Der er plads til flere, så kom og vær med!

Det er også muligt at benytte værkstedets faciliteter til andre kreative formål, og hvis du har en god idé til noget, du kunne tænke dig at lave sammen med andre, er du altid velkommen til at kontakte Foreningernes Hus.

Proces – fra forslag til vedtagne regler
Der har været en proces i gang i Foreningernes Hus, hvor det nedsatte arbejdsudvalg af frivillige bestående af foreningsrepræsentanter på god og demokratisk vis har samarbejdet omkring at udarbejde forslag til regler og kriterier for brug af Foreningernes Hus i samråd med Per Thomsen, leder af Foreningernes Hus.

Forslagene blev præsenteret for foreningerne på generalforsamlingen d. 21. december, hvorefter de blev vedtaget. Når dette nummer af Skræppebladet udkommer, har mange foreninger ’fået deres eget lokale’ i huset, som de kan bruge til deres forskellige foreningsaktiviteter. Vi ser frem til, at endnu flere foreninger får deres faste gang i huset!

Info:
Foreningernes Hus
Sigridsvej 46, bygning 3
8220 Brabrand
Kontakt leder af Foreningernes Hus,
Per Thomsen på tlf. 61 22 17 46 eller mail peth@bbo.dk
Se vores hjemmeside på
www.foreningernes-hus.dk




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt