Kan problemerne i Gellerup og på Toveshøj løses ved hjælp af en Utopi?

Betragtninger om indholdet i helhedsplanen

af Susanne Petersen,
medlem af Nej-Gruppen til Helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj
Illustration af Jesper Ankjær

Med stor interesse har man igennem mange måneder kunnet gøre sig bekendt så vel med Helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj som med Dispositionsplanen for de samme to bebyggelser. Fælles for de to planer er – overordnet betragtet – at de indeholder både mange fine ord og mange billeder og tegninger. Det virker næsten som, når Jørgen Clevin i gamle dage tegnede og fortalte.

For ser man på den samlede plan, så er det helt tydeligt, at den skal fremstå som et prestigeprojekt så vel for Brabrand Boligforening som for Århus Kommune. Der er ikke blevet sparet på opsætning, farver og fremstilling; men det hjælper alt sammen intet som helst, for når man læser indholdet, klinger det endog meget hult.

Man siger nemlig konstant, at man vil løse problemerne samtidig med at man med fuldt overlæg i virkeligheden gør alt for at undgå at løse dem. På kort sigt vil man – til at begynde med – udtynde bevoksningen, skabe bedre lysforhold, fælde nogle træer og omlægge nogle stier. Det skal ske i tidsrummet 2010-13. Det sørgelige er bare, at lignende, eller rettere fuldkommen identiske tiltag også tidligere er blevet afprøvet, og det har altså ikke virket. Hvordan man så skal kunne tro, at nye identiske tiltag nu skal kunne gøre underværker, kan kun forstås, hvis man tror, at Helhedsplanen i sig har fået nedlagt en magisk formel.

Det ved enhver, at det har den ikke; og man må derfor slutte – hvis man altså har mod til at erkende de tidligere nederlag på denne front – at de tiltænkte tiltag rimeligvis vil have ringe eller ingen effekt.
I fase 2 og 3 taler man om, at 3 blokke skal nedrives, man foreslår, at nye blokke skal bygges, og at man i disse blokke skal etablere de 500 arbejdspladser, der siden planens fremkomst – så vidt vi ved – er forøget til 1.000.
Det lyder vældig fint. Men når man nærlæser teksten, klinger det meget hult. For det, der står, er nemlig:

Man vil ikke skabe nye arbejdspladser. Man vil flytte kommunale arbejdspladser fra Jægergården, og undervisningsinstitutioner som Teknisk Skole m.m. herud.

Hvordan kan man tro på, at en udflytning af kommunale arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner vil kunne løse problemerne i Gellerup og på Toveshøj, når man samtidig med disse tiltag har aftalt med Aarhus Kommune, at ingen skal flytte fra området mod sin vilje?

Det har man nemlig lovet beboerne i området med den Tryghedsgaranti, som Brabrand Boligforening har aftalt med Aarhus Kommune; og når man har det, så er man bundet af løftet, og så er det svært at se, hvor der i området skal blive plads til den massive kommunale invadering, som man opererer med.

Denne tryghedsgaranti sammen med det faktum, at man meget gerne vil nedrive 3 blokke, er den bedste garanti for, at dersom planen sættes i værk, så vil den til en kort begyndelse blive det prestigeprojekt, som Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune gerne vil gøre den til. Den vil også have kostet en masse penge; men effekten vil være lig nul, og de problemer, man bildte de naive sjæle ind, at man skulle løse, de vil ligefuldt være der.

Ser vi så på den finansielle side af planen, så stiller sagen sig således, at planen koster i nærheden af en milliard. De 349 millioner får man fra Landsbyggefonden. Andre midler kommer fra salg af nogle grunde, som Brabrand Boligforening ejer. Disse grunde har man ikke før kunnet sælge. Men det kan man nu takket være en ny lov, som give boligforeningen lov til at benytte afkastet til at berige sine egne midler med. Endelig skal Aarhus Kommune bidrage med resten af midlerne til planens gennemførelse.

Men lad os se lidt nærmere på denne finansiering. De 349 millioner kroner, som Landsbyggefonden bidrager med, det er penge, som Brabrand Boligforening faktisk ikke behøver. De skal nemlig bruges til renovering af vinduespartier i Gellerupparken, fordi disse over en bred front lader meget tilbage at ønske i henseende til tæthed. Denne renovering skulle imidlertid sagtens kunne finansieres af de midler, som forefindes hos Afdeling IV og hos Boligforeningen. Men det var meget vigtigt for Brabrand Boligforening at få fat i Landsbyggefondens midler. Derfor drev man planen igennem på et urigtigt grundlag. Det skal vi senere komme tilbage til.

Så er der de midler, der fremkommer ved, at Brabrand Boligforening sælger nogle af sine matrikler. Det er aftalt med kommunen, at disse penge skal anvendes til opførelse af ejer-andels- og penthouseboliger. De sidste skal anbringes på taget af de høje blokke. Endvidere er det planens hensigt, at man på langt sigt – nemlig frem til 2030 – skal reducere antallet af almene boliger i området fra de nuværende 94% til 30% af den samlede boligmasse.

Ser vi på strukturen af dette forslag, så må vi i høj grad forbavses. Brabrand Boligforening er en almennyttig boligforening. Hvordan kan en sådan forening i den grad sælge ud af sin overbevisning, at den nu vil afhænde midler, som kan omdannes til boformer, som de beboere, der sædvanligvis bor i en almennyttig boligforening ikke har midler til at skaffe sig.
Det er den ene side af medaljen. Den anden er denne:

Når vi forudsætter – som det er sagt i det foregående – at planen ikke løser de grundlæggende problemer i området, så stiller vi os meget tvivlende overfor, om der overhovedet er nogen, der vil købe en ejerbolig i området. Endvidere – og det må man ikke undlade at tage med i beregningen – hvis efterlønnen afskaffes, så vil der – på længere sigt – komme en pensionistgruppe, hvis midler ikke er så store, at de i alderdommen kan sidde i selv et lille hus. Den gruppe mennesker, de unge, der ikke kan magte en ungdomsuddannelse og andre på lave indkomster, hvor skal de bo, hvis andelen af almene boliger falder så drastisk, som planen foreskriver?

Alt dette taget i betragtning må vi opfatte hele planen som en utopi, og det finansielle grundlag som en fejlopfattelse. Når dertil kommer, at man har drænet Landsbyggefonden for et så betragteligt beløb, at det kan gå ud over andre boligafdelinger, der måtte have behov for midler fra denne fond, så er det næsten med usmagelighed, at man læser denne plan.

Det gør man også, når man læser om de arbejdspladser, som kommunen vil skaffe til området. For der er ikke tale om at skabe nye arbejdspladser. Der er kun tale om at flytte allerede eksisterende arbejdspladser herud. Det naturlige spørgsmål til en sådan flytning må være: Hvad skal det nytte? Svaret må blive: Det skal intet nytte, det skal bare se godt ud. Det er af samme grund, at de nye bygninger, der skal huse disse udflyttede arbejdspladser, skal finansieres af skatteydernes penge. For disse arbejdspladser skal nemlig flytte ind i splinternye omgivelser. Mindre kan jo i en utopi ikke gøre det.
Vi har nu nævnt nogle væsentlige ting, som man kan læse ud af planen og forholdt os til dem. Men som vi sagde ovenfor, så blev planen drevet igennem til et positivt resultat med så store roser og løfter fra Kjeld Albrechtsens side, at man – når man har læst papirerne – må spørge sig selv, hvor dækningen for alle de fine løfter egentlig står.

Vi var til 2 møder i december måned afvigte år. Vi hørte Kjeld Albrechtsen tale; og det var den samme tale – ord til andet – han brugte begge gange. Ved begge møder lovede han, at der kunne bygges en moske, hvis planen blev vedtaget!

Derfor må det i høj grad undre os, nu da vi grundigt har læst så vel Helhedsplanen som Dispositionsplanen, at vi ikke kan finde et eneste tilsagn om, at en sådan moske kan bygges.

Vi tvivler på, at det er en forglemmelse. Derimod må vi opfatte det som stemmeflæsk fra boligforeningens side; og vi må sige: den spiller højt spil. For når vore nydanske beboere finder ud af, at en plads til en moske ikke engang er nævnt i planen, så både må og vil de føle sig ført bag lyset. Var det også meningen? Ja, vi spørger bare.

Vi har i det foregående alvorligt gennemgået planens hovedsigte. Vi har forholdt os meget kritiske til de ting, vi har belyst. Men det var nødvendigt, fordi hele planen bygger på den utopi, at fin arkitektur, både bygningsmæssig og naturmæssig, vil kunne løse de store sociale problemer, man har i de to berørte boligområder. Det kan den ikke.

De problemer, vi har i Gellerup og på Toveshøj kan kun løses over tid. Det er hverken lejlighederne eller befolkningen, der er noget i vejen med. Det er det danske samfund og dets håndtering af de problemer, der ikke er i orden.

Så længe de autoritative myndigheder (politi og domstole) på samme tid vil løfte pegefingeren over for den større eller mindre gruppe, der ikke kan og vil opføre sig ordentligt samtidig med, at man vil være bonkammerat med de samme mennesker, sker der ikke noget.

Endvidere: før man sanerer folkeskolens undervisning, så at det igen bliver acceptabelt at man skal lære noget, når man går i skolen, kan man ikke forvente andet end, at der hvert år – også i fremtiden – vil være en ret stor gruppe af unge, der ikke formår at tage en ungdomsuddannelse.

Vil man altså gøre noget ved problemerne i Gellerup og på Toveshøj, må man først gøre noget vi de store samfundsmæssige holdninger. Man kan ikke ved glimrende utopiske prestigeprojekter sejle igennem problemerne. De vil være der, og de risikerer at være der i forstærket grad, når alle pengene er givet ud.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt