Til Borgmester Wammen, Århus Kommune

På anmodning bringes dette til bogmesteren allerede afsendte brev

kommentar af Herman Nielsen

Vi er i Brabrand Boligforenings ad hoc-udvalg 1, der som bekendt sammen med Århus Kommune arbejder for at ændre gellerupområdet, blevet gjort bekendt med dit kommende møde med flere ministre i Socialministeriet, hvor I ikke bare skal debattere Regeringens plan ”Ghettoen tilbage til samfundet”, men berørte borgmestre skal – enige i planen eller bare dele af den eller ej – forpligtes på at gennemføre Regeringens foranstaltninger. Som udenforstående i relation til flere multietniske boligområder må vi lokale selvfølgelig umiddelbart tage en sådan praksis på højeste politiske niveau til efterretning.

Du skal vide, at vi lokale ikke bruger term­en ghetto; men som oven for multietniske boligområder (SBI-term), og den offentlige debat i forbindelse med Regeringens anden ghettoplan viste da også tydeligt, at bare en lille ændring i et af definitionskriterierne kunne udvide eller indskrænke brug­en af denne pejorative term gevaldigt.

Derfor vil de tre herefter nævnte forhold eller misforhold, som vi ser det, være gode at tage fat på, for at berørte beboere ikke skal opfatte politik som hovne og urimelige dekreter ovenfra; men noget, det er værd at beskæftige sig med, fordi det oplevet dårlige undertiden kan blive ændret til noget bedre, måske endda noget attraktivt.

1. B-ordning
Til vedligeholdelse i boperioden betaler man omkring 2000 kr. om året i en snitlejlighed (80 m2). Når en beboer selv maler og vedligeholder, så hober pengene sig op – og de skal bruges til vægge, gulve og lofter. Beboere oplever det urimeligt – og det er det også – ikke at måtte bruge pengene ud over et vist grundbeløb til andet lejlighedsrelevant, eller stoppe indbetalingen. Om det skal være med et beløb svarende til eksempelvis 3, 4 eller 5 år er underordnet .

20-30.000 kr. på kontoen er ikke usædvanligt, hvor beboere kan lide at bo og har vel vedligeholdte lejligheder.

2. At være sociale
I den almene sektor, som stadigvæk af mange mennesker omtales som ”socialt boligbyggeri”, er det os pålagt ikke at være sociale. Trods øget livslængde og almen målsætning om det gode i at mennesker kan forblive i egen bolig, så længe de ønsker det, må vi ikke være fælles om at betale for elevatorer, som aktuelt vil komme nogle beboere til gode, så de kan blive boende i byggeriet frem for at skulle på plejehjem mod eget ønske, og senere måske kan komme os selv til gode, så vi ikke også skal på plejehjem; men blive boende blandt bekendte.

Her tales der om det menneskelige. At komme på plejehjem er yderligere en ekstra og voldsom udgift for det offentlige.

Lovgivning og socialminister begrænser betaling til dem, der umiddelbart vil gå gavn af en elevator, altså helt ned på opgangsniveau. Så kan elevatoren hverken etableres for nuværende eller kommende beboere – for ingen har råd til det!
Kan vi derimod være sociale og hjælpe dem, der har brug for det nu, og dermed måske også os selv senere, så er betaling ikke noget problem.

Til illustration kan der i et 30 år gammelt byggeri være brug for en elevator til fire lejlighed (eventuelt flere gange). Skal fire lejlighed betale etablering, vedligeholde og drift i forhold til byggeriets 402 lejemål som betalere, så koster det 100 gange så meget…

At en socialminister så selvfølgeligt støtter et sådant system er absurd. At en anden minister, der ud fra misforstået snæversyn i eget ressort måske ville fastholde galskaben, ville være til at leve med, men en socialminister…

I forlængelse af sagen kommer jeg til at tænke på en gammel og demokratisk prisværdig udtalelse, der er hentet fra KOMMUNALT NÆRDEMOKRATI (Betænkning nr. 798. 1977):

”4) Jfr. Folketingets ombudsmand Lars Nordskov Nielsens udlægning af nærdemokrati, refereret i Danske Kommuner, 1975, nr. 15, side 11: ”I det omfang en beslutning kun eller i overvejende grad vedrører en afgrænset gruppe, bør det være denne gruppe, der helt eller i overvejende grad træffer beslutning på det nævnte område.” – ” s. 12.

Sådan! Og alle de goder, det ville medføre…

3. Kombineret udlejning
Når en kommune dekreterer kombineret udlejning i et boligområde, og den dermed afstedkommer huslejetab grundet tomme boliger, så må kommunens bestemmeret også udmøntes i en betalingspligt for et eventuelt tab. Det er usagligt at lade en boligforenings dispositionsfond, og dermed alle beboere i boligforening, bære en kommunes egenrådige disposition.

Hilsen
Herman Nielsen
(og godt møde).




Del eller print denne side:  



 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt