Livlinjen

Herman kender de fleste i Holmstrup og er fast holdepunkt for en del

tekst og foto af Jens Skriver

Jeg inviterede Herman Nielsen på besøg for at spørge, hvorfor han hjælper adskillige i Holmstrup. Svaret er, at han synes, mennesker skal være sådan. Ellers fik han det dårligt.

”Det værste er, at man ikke altid kan hjælpe og må lære at acceptere afmægtighed”, fortsætter han.

”Man risikerer også at blive mistænkeliggjort og få noget skudt i skoene, men omgivelserne burde være glade for, at nogen vil hjælpe”.

Herman tegner et billede af et broget og spændende liv i Holmstrup, men også af en barsk tilværelse. Han kender en betragtelig del af beboerne samt enkelte subsistensløse, som sommetider overnatter her.

Mange magter ikke almindelig kontakt. Her bor mange psykisk syge, men mange af dem har det godt. Nogle lærer først naboen at kende, når de bliver indlagt sammen. Byggeriet er imidlertid indrettet sådan, at det lægger op til, at folk mødes, og Beboerforeningen løser de værste problemer med ensomhed. De fleste finder nogen at snakke med. Da han bliver spurgt, om der er nogen i Holmstrup, som er helt isolerede og sidder mutters alene, siger han først nej, men kommer så til at tænke på, at han faktisk kender en mand, som vist nok aldrig taler med nogen.

Indsatsen
”Når man laver meget, er det en aflastning at være sammen med andre og hygge sig over en kop kaffe”, siger Herman. ”Man skal kunne sige fra, men det bliver respekteret, og folk går igen”.

Megen af støtten er naturligvis hjælp til praktiske ting. Herman har også lånt mindre beløb ud og altid fået pengene tilbage undtagen i et enkelt tilfælde. Den dårlige betaler blev for øvrigt senere skudt nede i byen, fordi han troede, man også kunne snyde i narkohandel.

Det kan være nødvendigt at gribe ind, når nogen bliver paranoide. Det hænder, at enkelte bliver bange for psykisk syge. En ældre kvindelig beboer havde bildt sig ind, at en psykisk syg mand stod og onanerede. Herman måtte bede hende beherske sig: ”Du skal styre dig. Alle skal kunne være her.”

Hjælperen
Herman forklarer, at man bliver til en hjælper, fordi andre har fidus til en, og det er rart. Der tegner sig et billede af en, som kan hjælpe. En beboer var kommet til ham i en uoverskuelig situation og havde sagt: ”Du har ry for at ville hjælpe” Men Hermann understreger, at han beder folk selv om at gribe ind, hvis de vil hjælpe psykisk syge.

”På sin vis er det dejligt at kunne hjælpe. Det var naturligvis bedst, hvis folk ikke havde brug for støtte. Man skal jo løse egne problemer selv, men andre kan stabilisere. Der ville være nogen andre, hvis jeg ikke tog mig af dem”, slutter Hermann.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt