Afd. 4: Perlevennerne holder fortjent sommerferie

Afdeling 4 – Gellerupparken

Oven på et aktivt forår holder Perlevennerne en god lang sommerferie. Beboercafeen slår dørene op igen torsdag den 18. august

tekst og foto af Helle Hansen

Perlevennerne har haft fuldt program op til sommerferien med deltagelse i både ”I Love Gellerup”-arrangementet på Klostertorv sidst i maj, Grundlovsfesten i Gellerup den 5. juni, og aktivitetsdagen ”Løb for Livet i Gellerup” i Hasle Bakker lørdag den 18. juni.

Så torsdag den 23. juni kunne alle de aktive i foreningen holder en velfortjent sommerafslutning med grill ved Yggdrasil med efterfølgende Sankthansbål på Toveshøj.

Foreningens Perlevennernes formål er at skabe aktiviteter og gode oplevelser for beboerne i Gellerup til glæde for børn, unge, voksne og ældre på tværs af køn og kulturel baggrund. Og den halvandet år gamle forening er indstillet på at leve op til sin formålsparagraf og opfordrer alle medlemmer og beboere i Gellerup-området til at komme med gode idéer til nye initiativer.

Perlevennerne er med, når der foregår aktiviteter i og omkring Gellerup. Her er Café Perlen rykket ind på Klostertorv til ”I Love Gellerup”. Amal og Jayne frøs med anstand, mens de serverede kaffe og kage til de nysgerrige århusianere, som trodsede det kolde vejr og kiggede forbi.

Perlevennerne er med, når der foregår aktiviteter i og omkring Gellerup. Her er Café Perlen rykket ind på Klostertorv til ”I Love Gellerup”. Amal og Jayne frøs med anstand, mens de serverede kaffe og kage til de nysgerrige århusianere, som trodsede det kolde vejr og kiggede forbi.

Altankonkurrence, Godhedsdag og fællessang
Café Perlen åbner igen efter sommerferien torsdag den 18. august med normal åbningstid fra kl. 13-16. Og her bliver der også mulighed for at komme og afgive sin stemme på Gellerups smukkeste og hyggeligste altan blandt deltagerne i Altankonkurrencen, som udstilles med fotos i cafeen indtil 11. september.

Vinderen offentliggøres til Godhedsdagen, som i år holdes lørdag den 17. september. Her er Perlevennerne også aktive.

Og så planlægger Perlevennerne nye aktiviteter i efteråret blandt andet fællessang og måske dannelsen af et Perlekor. Og hyggeeftermiddage med foredrag og bankospil kommer også på programmet.

Perlens Systue klar efter ferien
Systuen Perlen er fra den 4. august igen åben hver torsdag eftermiddag kl. 14.30-17.00 i det kreative værksted i stueetagen i beboerhuset i Yggdrasil.

Du kan komme og sy og reparere dit eget tøj – eller lave tasker, puder og sjove andre ting til dig selv eller til en basar, hvor overskuddet gå til velgørende formål.
Du sagtens have dine børn med – der vil også være aktiviteter, som de kan gå i gang med.

Café Perlen Sommer 2011
Juli Lukket

Café Perlen åbner igen hver torsdag kl. 13 – 16 fra torsdag den 18. august
Her kan du kigge forbi og nyde en kop kaffe eller te og et stykke hjemmebagt kage og få dig en snak med dine naboer.
Og indtil den 11. september kan du stemme på din vinderkandidat i årets altankonkurrence.

Læs mere på www.cafe-perlen.dk




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt