Midtbyen fyldt med kærlighed til Gellerup

I love Gellerup-festival kæmpede med byger og blæst og efterårstemperatur på Klostertorv

tekst og foto af Helle Hansen

Lørdag den 28. maj valfartede en stor del af Gellerup foreningsliv ind til Århus for at være med til kulturhappeningen ”I Love Gellerup”, som fandt sted på Klostertorv midt i Århus centrum.

Desværre gjorde kulde og blæst det til en sej oplevelse at bevæge sig uden for en dør den dag, så mange århusian­ere gik glip af mødet med de mange naboer fra vestbyen.

Der var ellers lagt op til den helt store byfest med en stor scene, hvor det ypperste af Gellerups egne kunstnere og dansere gav smagsprøver på deres kunnen. Og i de to bod-telte havde en bred skare af områdets foreninger og projekter taget opstilling for at være med til at give den gængse århusianer en anden oplevelse af, hvad Gellerup også kan byde på ud over de kendte kedelige overskrifter i medierne.

Gellerups egen viceborgmester Rabih Azad-Ahmad havde påtaget sig opgaven som dagens konferencier på scenen. Og herfra slog han fast, at han var sikker på, at århusianerne med I Love Gellerup-festivalen vil komme til at se et mere nuanceret billede af Gellerup fremover.

Haveforeningen Grønærten var med på festival med  trillebøre fyldt med afgrøder

Haveforeningen Grønærten var med på festival med trillebøre fyldt med afgrøder

Rabih Azad Ahmed var konferencier og præsenterede blandt andet Gellerup-rapperen Cha-D

Rabih Azad Ahmed var konferencier og præsenterede blandt andet Gellerup-rapperen Cha-D

Og på trods kulde og blæst dukkede der i løbet af dagen heldigvis flere og flere tilskuere på torvet måske lokket til af de arabiske toner, mavedans, trommer, rap og mere, som lød fra scenen. Over middag kunne man næsten kalde det en rigtig festival, som kulden alligevel ikke kunne slå ud.

Initiativtageren til I Love Gellerup var Tina Kjær, som i vinter selv for første gang havde kontakt til Gellerup, som hun oplevede som et spændende sted, som rigtig mange folk fortalte hende, at de elskede at bo i.

Foreninger og projekter stod klar til at fortælle om det ukendte Gellerup til nysgerrige århusianere.

Foreninger og projekter stod klar til at fortælle om det ukendte Gellerup til nysgerrige århusianere.

Kærligheden til Gellerup smittede hurtig at på Tina Kjær, der selv bor på Trøjborg. Og hun fik idéen til, at resten af byen skulle lære en anden side af Gellerup at kende. Første skridt blev taget på Klostertorv den 28. maj.
Læs mere på www.ilovegellerup.dk.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt