Gellerup har brudt mine fordomme

Portræt

af Ghofran Karnib

Navn: Anne-Katrine Dideriksen
Alder: 26 år
Bopæl: Gellerup

Anne Katrine Dideriksen

Studerer du?
Ja, jeg læser arabisk og islamstudier på Aarhus universitet. Det har jeg gjort siden februar 2009. Mit studie handler meget om at undersøge de religiøse og politiske spørgsmål i sociale og økonomiske kontekster. 

Jeg får indsigt i nogle af verdens mest presserende spørgsmål, forholdet mellem den islamiske verden og vesten, mellem sekularisme og religiøsitet, mellem religion og politik. Selv forholdet mellem mænd og kvinder, mellem ung og gammel.

Hvilke fritidsinteresser har du?
Jeg har egentlig mange, men den bedste fritidsinteresse jeg nogensinde har haft, har nok været min indsats som frivillig i bl.a. Gellerup. Det er skønt at hjælpe andre uden at forvente at få noget igen. Jeg kan godt lide at hjælpe socialt belastede unge med at komme ud eller bare lidt væk fra det miljø de er havnet i, og det gør vi bl.a,. når vi arrangerer ture og forskellige aktiviteter i Unge 4 Unge. 

Men jeg elsker også at være fysisk aktiv, og jeg løber næsten hver dag. Man kan i hvert fald altid finde mig, når der er et løb, som f.eks. Feminas eller Alt for Damernes kvindeløb. 

Jeg ville aldrig have følt mig tryg, hvis jeg ikke havde meldt mig ind i Unge 4 Unge.

Hvor længe har du været medlem af Unge 4 Unge?
Jeg har været medlem siden marts 2010 og har været med til at arrangere en del aktiviteter med de andre frivillige. Der har selvfølgelig været perioder, hvor lektier og eksamener har taget en del af min tid, men lige så snart jeg har haft mulighed for det, har jeg deltaget i de forskellige møder og arrangementer. 

Hvorfor valgte du at melde dig ind?
Jeg flyttede til Gellerup for at lære arabisk i forbindelse med mit studie. Det var jo oplagt, da størstedelen af beboerne i Gellerup er arabisk talende. En måned efter jeg var flyttet ind, mødte jeg en nuværende kollega fra Unge 4 Unge, som præsenterede projektet for mig, og jeg fandt det oplagt at melde mig ind. Dels for at lære de unge at kende, som jeg frygtede, for min egen sikkerhed og dels for at få indsigt i et af Danmarks mest belastede områder. 

Jeg ville aldrig have følt mig tryg, hvis jeg ikke havde meldt mig ind i Unge 4 Unge. I dag kender jeg de fleste herude og føler mig som en del af Gellerup, som også er en del af Danmark, mit Danmark, vores alle sammens Danmark. Jeg tror vi har brug for hinanden. Danskere som arabere, kristne som muslimer, det er vigtigt at der er plads til forskelligheder i vores samfund og at vi arbejder i samme retning i stedet for imod hinanden. Efter min mening giver etnisk mix dynamik og tolerance.

Har du fået noget ud af at være en del af Unge4Unge?
Det har jeg helt bestemt, da Unge4Unge har åbnet mange døre op og gjort, at jeg som dansker i dag føler mig tryggere i det samfund, jeg lever i. Jeg har fået brudt en masse fordomme og omvendt følelsen af angsten til følelsen af positiv energi. 
Jeg er blevet en mere tolerant person og rummeligt menneske. Jeg har gennem Unge4Unge fået en masse venskaber, som jeg er sikker på vil vare altid. 

Læs hele portrættetwww.gellerup.nu eller www.unge4unge.dk




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt