I bussen med Unge 4 Unge

Unge 4 Unge tager med busserne og snakker med andre unge. Det er et projekt, som er udbytterigt, for både Unge 4 Unge og de unge mennesker de snakker med

tekst og foto: Elsebeth Frederiksen

Klokken er 16, og to lyshårede piger tager jakker på og går hen mod busstoppestedet ved City Vest. Pernille Lyrum Sørensen og Anne-Katrine Dideriksen er 23 og 26 år gamle og læser begge to arabisk og islamstudier på Århus Universitet. Det var også her, de mødte hinanden, og hvor Pernille, som er aktivitetsleder på projektet, fik Anne-Katrine ind i Unge 4 Unge-projektet.

Pernille Lyrum Sørensen (th.) og Anne-Katrine Dideriksen klar til tur.

Pernille Lyrum Sørensen (th.) og Anne-Katrine Dideriksen klar til tur.

I dag gælder det buskampagnen, som i den seneste tid har fået en del opmærksomhed i medierne. ”Vi har ikke fundet på noget nyt med dette projekt,” siger Pernille Lyrum Sørensen og fortsætter:

”Det der er forskelligt fra før er, at vi har fået et tættere samarbejde med Midttrafik, mere system i vores indsats og skriver referat, hver gang vi har været ude.”

I dag er de kun to med bussen, da de andre, som skulle have været med, har meldt afbud. Det er ramadan-måned, og mange vælger samværet med familien. Normalt går de i en gruppe på højst fem.

Stille i bussen
Der er meget få mennesker med rute 6A, som lige er begyndt at køre fra Gellerup ind til byen. I dag tager de hele vejen ind til byen, men normalt tager de et par stop og skifter bus. Men fordi der lige er kommet nye busplaner, skal de lige finde ud af, hvor de skal hen. De to kvinder sætter sig ind bagerst i bussen og går straks i gang med at samle nogle iturevne køreplaner, der er smidt på gulvet, op. De får et ”tak for det” i højtaleren fra buschaufføren.

Da der ikke er så mange at snakke med, får de tid til at fortælle om projektet. ”Vores funktion i bybusserne er til dels at være fluerne på væggen, men også at snakke med de unge,” forklarer Pernille Lyrum Sørensen. Hun fortæller, at det falder naturligt at gå hen og snakke med dem, som man kender i forvejen. ”Men selvfølgelig snakker vi også med folk, vi ikke kender.”

”Vi snakker med dem, og i stedet for at lege pædagoger eller lærere prøver vi at være deres venner,” siger Anne-Katrine Dideriksen. De prøver at forklare hvorfor man ikke ryger i bussen eller spiller højt musik – i stedet for bare at råbe af dem.

De føler, at deres tilstedeværelse har en positiv effekt på miljøet i bussen. Selvom de ikke nødvendigvis griber ind, hvis der er optøjer, så kan de mønstre et beredskab, som kan rykke ud, hvis der er store problemer i busserne. Der er ca. 40 unge tilknyttet projektet, og i løbet af ca. en time kan de mobiliseres. Pernille og Anne-Katrine tror, at bare deres tilstedeværelse har en dæmpende effekt på gemytterne i bussen.

”Vi kender rigtigt mange unge i området, og måske kender vi broderen eller fætteren til en, der laver ballade i bussen, og de holder muligvis op med narrestregerne, hvis de tror vi vil sige det til familien,” siger Anne-Katrine.

Det handler om opmærksomhed
Pernille og Anne-Katrine tror, at en af grundene til, at de unge larmer i bussen, er at de keder sig. Derfor prøver de at få en reaktion fra andre passagerer, som de kan more sig lidt over. ”Vi giver os tid til at snakke med dem, så de ikke keder sig på turen,” siger Pernille, ”og det gør ofte udslaget så.”

Efter ca. to timer rundt i diverse busser vender vi næsen hjem mod Gellerup. Mens de står og venter på den sidste bus, kommer de hurtigt i snak med to unge piger. De tager bussen tilbage til udgangspunktet, og dagens frivillige arbejde er forbi.

Læs portræt af Anne-Katrine Dideriksen på side 14




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt