En afsindig aften i Falafel-Flækken

Tekst og foto: Birger Agergaard

Hvor skal man begynde, og hvordan skal man beskrive en aften med Jan Gintberg i Gellerup? En ganske umulig opgave, men lad os så nøjes med at beskrive stemningen i en varm og tætpakket sal i Foreningernes Hus:

Der er tilhørere, der kan grine, så tårerne triller, og maven krummer sig sammen, selv om Jan Gintberg lige har gjort tykt grin med dem foran rullende kameraer. Og de kan se sig selv i DR1 torsdag den 20. oktober.

”Hvad mon håndtegnet er for Gellerups unge? En knytnæve med en shawarma omkring?”

”Hvad mon håndtegnet er for Gellerups unge? En knytnæve med en shawarma omkring?”

Der er et par unge mennesker, der kommer for sent ind i salen og straks får et ”Hvad har I så haft travlt med” ”Arbejde!” svarer en stolt ung fyr. ”Arbejde? Nåe, skulle der lige skrælles noget!”
Slam! Alle griner, og Gintberg bevæger sig konstant ude på kanten af humoren og bydelens selvforståelse, men han holder sig mest på den rigtige side. Det ser ikke ud til, at nogen bliver stødt.

Flyvende paraboler
”Jeg har været virkelig nervøs for at komme her i aften. Vil der komme flyvende paraboler som stål-frisbees imod mig, hvis jeg siger noget forkert? Kan jeg udløse 3. verdenskrig, fordi der er 86 nationaliteter her i Gellerup, som jeg kan komme til at sige noget forkert om?”.

Gintberg har på 48 timers visit i Gellerup fanget tonen, udfordringerne og de gode historier. De ca. 140 tilhørere fik en afsindig morsom aften i Gellerup, som med hans forslag nu hedder Falafel-Flækken. Der var lyshårede og mørkhårede, unge og ældre, og latteren kom fra dem alle.

Måske kom der også en befriende følelse af, at ”hold kæft, hvor er det godt, at vi kan grine af os selv, og det må vi gøre noget oftere!”

Mekka og Lalandia
Jan Gintberg havde lovet at holde sig fra religion, men han brød – naturligvis – løftet flere gange. Som da han gjorde opmærksom på, at muslimer og kristne faktisk ser ens på mange ting: ”Muslimer skal jo gerne have været i Mekka for at blive hele mennesker, mens kristne helst skal have været i Lalandia!”

To timer var vi i selskab med Jan Gintberg. Han skaffede sig næppe fjender i Gellerup, men snarere mange nye venner med sin afvæbnende humor. Men han lagde ikke fingrene imellem:
”Alle byer har jo sine bøller. Det er altid ganske få bøller, der ødelægger det for de andre. …. Lidt ligesom klamydia…”




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt