Grønsager på tålt ophold

Tekst og foto: Birger Agergaard

Vi bringer en advarsel:
Nogle af de følgende sentenser fra Jan Gintbergs standup i Gellerup kan virke let anstødelige – hvis man ikke har oplevet dem live.

Det er nogle mystiske grønsager, I har i basaren. Hvem har dog givet dem opholdstilladelse? Hvis Søren Pind skulle komme på besøg, så må I se at få dem væk. Kun én slags æbler, kun en slags pærer – det er noget han kan forstå.

Bazar Vest er Gellerups svar på Kardemommeby. Der er en bager og en slagter, og en masse røvere.

Man kan også få halalmærket tandpasta i basaren. Fint nok, men hvordan gør man? Skærer man tuben op i siden og klemmer tandpastaen ud?

Var I også kede af tegningerne…? Jeg synes også, at Kim Larsens mund var tegnet alt for stor!

Sjovt med den helhedsplan, som vil have en ændret beboersammensætning. Jeres egen viceborgmester (Rabih Azad-Ahmed) bor her, så han er jo med til at gøre den til en ”ghetto”.

I stedet for at rive blokke ned kunne man jo rive Marselisborg Slot ned og lade Frede og Mary have sommerresidens i Gellerup. Nåh nej for pokker, vi skal ikke have flere på overførselsindkomst ind her!

Jeg har set de store gavl-plancher for helhedsplanen, men undskyld jeg siger det: Det ligner Ørestaden, og den er jo tom!

Jeg må sige, at når der skrælles en knallert her, så sker det uhyre miljørigtigt – ned til allermindste fraktion.

Hatten af for Cirkus Tværs, og fedt at I lærer at køre på ethjulet cykel – der er jo store chancer for, at det andet hjul er stjålet.

Jeg kørte en tur med drengene i en pimpet Opel med høj musik, så blodet sprøjtede ud af ørerne – men helt ærlig… OPEL! Det er da mest en bil for ældre mænd.

Cha-D rapper – det er en af vejene ud af ghettoen. De andre er linje 5 og 16.

Jeg besøgte Ali, som har to store paraboler for at kunne se volleyball. Men for F… Ali, vil du da ikke lade dig integrere og se Morten Korch?

Jeg hører, at mange herude er uden håb. Men alligevel: kaste sten efter brandbiler? Hvad har brandbilerne dog gjort? Er det sådan, at I siger, at ”det må altså ikke blive vådt herude”?

Måske skulle man sende dem, der kaster med sten, til den anden Gellerup – den ved Herning. Hvis nogle kaster med sten mod gyllebeholderne derude, så skal I se landmændene jage dem ude på markvejene.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt