Farlig trafik

Når regnvejr ændrer trafikvanerne

af Inger Bloch – tegning af Jesper Ankjær

Møgvejr øv
Man kunne forvente, at trafikanter ville sætte farten ned og køre mere hensynsfuldt, når sigtbarheden er nedsat på grund af regnvejr. Det er bare ikke tilfældet – tværtimod: Det ser ud til, at der bliver trykket ekstra meget på speederen i regnvejr – det er, som om mange bilister kun tænker på at få køreturen overstået hurtigst muligt og derfor ræser af sted.

Ikke kun bilister
I regnvejr bliver der taget flere chancer i trafikken, og det gælder stort set alle trafikanter. Både fodgængere, cyklister og bilister har tilsyneladende skyklapper på, når de drøner derudaf uden at se sig ordentligt for.

Hvad er det mon for en psykologisk mekanisme, der kan få mennesker til at vende det blinde øje mod trafikfaren?

Eksempler på synder:
”Cyklister på fortove” – en dårlig idé (også i godt vejr); men se det lige for jer: En cyklist kører på fortovet med bøjet hoved for at undgå regn og blæst – og møder en fodgænger, der dukker sig under sin paraply! – En kedelig cocktail – ikke sandt?

”Utålmodighed ved trafiklys” – det gælder alle slags trafikanter: Fodgængeren, der utålmodigt vader ud, før lyset er grønt – og bilisten, der lige skal nå over krydset for gult lys, mens speederen er i bund; det kan også ende gruelig galt!

Og så er der ”Cyklisten, der lige skal udenom en vandpyt og pludselig svinger længere ud på kørebanen uden at se sig ordentlig for”.
Lastbiler, der skal dreje til højre, og cyklister, der skal lige ud kan også hurtigt fremkalde en faresituation – man skal lige tænke på, at som cyklist kan man blive næsten usynlig for lastbilen i regn og mørkt vejr.

Jeg selv var for nylig tæt på at blive ramt af en knallert ved et busstoppested, idet jeg trådte ned på cykelstien fra linie 11. Knallertføreren speedede op og susede tæt forbi mig i stedet for at stoppe op, som reglerne siger.

Jeg kunne blive ved – I har sikkert også selv været ude for mange farlige situationer i dårligt vejr, når fornuften forsvinder, og farten stiger!

Et velment råd
Prøv at tænke på, at alle har nedsat udsyn i regnvejr – det kan være vanddråber på bilruder eller briller – eller ganske enkelt, fordi man kniber øjnene sammen og bøjer hovedet og skynder sig af sted uden at se til højre eller venstre.

Altså: Når det rusker og regner: Vær ekstra agtpågivende, sæt tempoet ned, overhold færdselsreglerne – Kort sagt: Pas på derude!

Og husk: Det er bedre at blive våd og komme lidt senere frem – end at komme til skade!




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt