Lederen

Alment boligbyggeri i Århus

af Kirsten Hermansen og Hans Esmann Eriksen

Hvor skal de socialt udsatte bo?

I disse år har Brabrand Boligforening travlt med at bygge nye afdelinger, samtidig med at der gennemføres store renoveringer i en række af de gamle afdelinger. Disse aktiviteter, der i økonomisk omfang svarer til boligforeningens hovedaktivitet – som er løbende drift og vedligehold af de eksisterende afdelinger – vil i flere år frem være med til at præge boligforeningen. Og det kan mærkes rundt omkring i afdelingerne, hvor der ofte bliver klaget over, at inspektører og administration ikke altid har tiden til at klare de daglige opgaver.
 
Det byggeri, der skal startes på havnen, og som er i den tidlige planlægningsfase er også en del af de mange kommende aktiviteter. Alting tyder dog på, at det bliver de sidste projekter foreningen får startet op i mange år. Derfor er der ikke meget formål i at forøge antallet af medarbejdere væsentligt, når boligforeningen ikke kan til byde langvarig beskæftigelse. Mange af projekterne gennemføres i samarbejde med rådgivere, men inspektører og ledelse vil fortsat være belastet.

Helhedsplanen er et af de største projekter foreningen har påtaget sig. Den politiske pris for at få projektet på plads er, at mange lejligheder nedlægges. Det er flere lejligheder end boligforeningen i dag planlægger at bygge. Den lille del af det problem er, at boligforeningen får færre administrationsindtægter. Det store problem er, at de nye boliger der bliver bygget nu, er vanskelige at betale for mange af de beboere, der i dag bor i Gellerupparken.
Selv om byggepriserne er faldet på grund af krisen, har boligforeningen valgt at udnytte prisfaldet til at kunne bygge energirigtige boliger og boliger i en særlig kvalitet. Det er rigtigt set i det lange løb, men det hjælper ikke dem, der skal have en anden, tilsvarende billig bolig, som ønsker at flytte ud fra Gellerupparken og Toveshøj.
Det er vanskeligt at finde lige så billige boliger i det nybyggeri, der er i gang og i resten af boligforeningen. Her må vi håbe på, at andre boligforeninger kan hjælpe.

Hertil kommer at Århus regner med en tilflytning af 80.000 nye beboere, der skal bo i de planlagte 30.000 nye boliger i de næste 10 år. En del tilflyttere bliver ”suget op” i den private sektor, men den del der er socialt udsatte beboere, der vil få det svært, fordi der i samme periode kun er meget få kvoter til nybyggeri af billige almene boliger.

Omkring halvdelen af de borgere, der bor alment i Århus, lever i et nu i et såkaldt ”udsat boligområde”.
Med en tilflytning af mange nye socialt udsatte sideløbende med nedlægningen af lejligheder i de kommende år kan det forudses, at flere af boligområderne i Århus – hvis ikke alle – bliver “socialt udsatte”.
At løse denne gordiske knude bliver en stor opgave for boligforeninger, Århus Kommune og det ny Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt