Afd. 21: Ældre ind i stedet for børn

Afdeling 21: Hasselager

Nye tiltag i afdeling 21: Nedrivninger

tekst og foto af Bo Sigismund

Nej, det er ikke Gellerupparken, det drejer sig om. I adskillige afdelinger renoverer man, andre steder bygger man, noget tænkes at skulle ombygges, administrationen flytter – og i Hasselager er der ikke nogen, der sætter ild til børnehaver. Nedrivningen har en helt anden historie:

Afdeling 21 består af 13 rækkehuse og 4 fritliggende huse, men har derudover haft en børnehave tilknyttet. Den blev nedlagt for nogle år siden, og kommunen har siden haft genhusning af børneinstitutioner på stedet. Men da det var slut, ønskede kommunen ikke at bruge bygningen mere. Så i stedet for børnehave bliver der nu opført otte ældreboliger på Hasseltoften 45.

Bekymringer om miljøet
I uge 2 har naboerne kunnet følge, hvordan den forhenværende børnehave blev tygget i stumper og stykker af en grab. Og på grund af blæsten har nogen også kunnet finde glasuld og tagpap i deres have. Andre har undret sig om det nu også var miljømæssigt forsvarligt.

Fra boligforeningen er det oplyst, at det er firmaet Kingo Karlsen, der tager hånd om al sortering og bortskaffelse af materialer, og at de naturligvis har ekspertise og godkendelser til at udføre det. I hvert fald er træ, mursten, beton, vvs, isolering og tagpap kørt væk hver for sig.

Og på den positive side må man sige, at støjen har været meget begrænset. Nu bliver det interessant at se nybyggeriet, som forventes at kunne begynde her i foråret.
Skræppen følger sagen.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt