Himlens klareste stjerner

De er langt fra altid synlige

af Jens Skriver – tegning af Jesper Ankjær

Stjerner i Orion
Hvis vejret tillader det, er det stadig muligt at se vinterhimlens mest karakteristiske stjernebillede Orion på himlen i syd. Alle har også, uden at være klar over det, set dens bælte.

Stjernebilledet rummer flere lysstærke stjerner. Kæmpens højre skulder udgøres af Betelgeuse, som befinder sig 640 lysår borte og er en rød kæmpe, altså en stjerne som er ved at være udbrændt.

Den har en diameter som er tusind gange større end Solens. Venstre fod er Rigel – en af de mest lysstærke stjerner, der kendes. Den er en såkaldt superkæmpe, der er mere end 50.000 gange så lysstærk som Solen og en af de klareste stjerner på himlen, selv om den er ca. 14.000 lysår borte.

Store hund. Illustration af Jesper Ankjær

Sirius
Himlens klareste stjerne befinder sig lidt under Orion mod øst. Det er Sirius eller Hundestjernen, den største stjerne i stjernebilledet Den store Hund. Den er en af Solens nærmeste naboer og er kun omtrent 8,6 lysår væk. Dens klare lys skyldes dog ikke kun, at den er nær Jorden. Faktisk lyser den 20.000 gange så stærkt som Solen.

Astronomisk set er den vel mest interessant, fordi den ligesom en stor del af de øvrige fikstjerner er en dobbeltstjerne. Først i 1860’erne blev man opmærksom på, at den tilsyneladende havde en rokkebevægelse. Det viste sig at være en meget lille kompagnon, som kaldes Hvalpen.

Nummer to
Hvilken stjerne er egentlig himlens næstklareste stjerne? Tja! Den får vi aldrig at se i Danmark, for det er Canopus, som befinder sig i stjernebilledet Kølen ikke langt fra Sydpolen. Den er også en superkæmpe og befinder sig omtrent 74 lysår herfra.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt