Uffe Roder lidt i Rytmeboksen

Om Sonnesgården snart med baby-boom

Af Uffe Adelørn beboer Sonnesgården

Forleden dag så jeg en lille artikel, der fortalte om, at mange mennesker får børn i en sen alder, og at stadig udvikling af medicin vil skabe en gylden fremtid. Idet det forudses, at mennesker selv i en fremskreden alder vil være i stand til at få børn!

Det er da en fremtid, der virkelig tegner fantastisk!!

Jamen, ved nærmere eftertanke melder tvivl og eftertanke sig! Hvad skal vi da gøre her i Sonnesgården, der er et +55 byggeri, hvis vi pludselig oplever et ”baby-boom”?

Ja, først er der det rent juridiske: Skal de stakkels forældre fraflytte afdelingen, der forbyder hjemmeboende børn, eller skal vi have gang i bortadopteringen? Og måske endnu mere alvorligt: Hvad skal der ske, hvis der gives tilladelse?

Ja, det bliver i hvert fald helt nødvendigt, at fælleshuset laves om til fælles børnehave, ligesom kælderen bør indrettes med fantasifulde legeredskaber (særdeles onde tunger påstår, at begge dele allerede er sket! En påstand som jeg naturligvis kun kan tage absolut afstand fra!!)

Nu er det jo sådan, at Aarhus skal spare, hvor det er muligt og med de mange nye børnechecks er det vel kun naturligt, at Sonnesgården – mod en rimelig betaling – stiller den ene af vore to parkeringspladser til rådighed for kommunen, der så kan indrette skøjtebane her. I sommermånederne anvende samme som boldbane. Det ville helt sikkert løse flere af vore problemer, og som en ekstra gevinst vil det give de ældre, men stolte forældre mulighed for at følge de dejlige ungers leg og boldspil.

Gæsteværelserne kan så ombygges til gode og anvendelige lokaler til den række pædagoger, der bliver ansat!

Det kan blive nye og muntre tider, og fremtidige konfirmationer kan passende slås sammen med de runde fødselsdage……jo, indtræffer miraklet, står vi sammen og løser de småproblemer, et sådan baby-boom vil medføre!

Men måske bliver det slet ikke nødvendigt med disse tiltag. Mange af Sonnesgårdens beboere viser stor og alvorlig interesse for det supersmarte – og vist nok billige – byggeri på havnefronten, og skulle de vise sig, at beboerne fra Sonnesgården i stort antal vælger at blive beboere på havnefronten, så kunne Sonnesgården omdannes til et +85 byggeri, og i hvert fald jeg tvivler på, at medicinalindustrien kan frembringe så store mirakler, at baby-boomet så vil ramme Sonnesgården!

Men hvem ved…?

Ingenting er så alvorligt,
at man ikke kan tage gas på det




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt