40 år med op- og nedture

Gennem fire årtier har Bjarne Bilde holdt øje med boligforeningens elevatorer, samtidig med at han har arbejdet for at skabe et godt arbejdsmiljø for sine kolleger

af Helle Hansen – foto Bo Sigismund

”Der har været lige så mange opture, som der har været nedture. Sådan er det, ellers var jeg jo ikke kommet hjem,” fortæller Brabrand Boligforenings elevatorsagkyndig, Bjarne Bilde, der den 15. april kunne fejre 40 års jubilæum som manden med ansvaret for, at beboerne altid kommer sikkert op og ned i deres elevatorer.

”Oprindelig var det elevatorerne på Gudrunsvej og de to i højhuset på Astridsvej, jeg lavede service på. I dag er der også elevatorer på Stenaldervej, i Bronzevænget, på Brabrand Hovedgade og i Mølleparken. Den eneste elevator, jeg ikke tjekker, er den i Sonnesgården,” fortæller Bjarne Bilde.

Bjarne Bilde nyder udsigten fra elevatortårnet på en af de høje blokke på Gudruns

Bjarne Bilde nyder udsigten fra elevatortårnet på en af de høje blokke på Gudruns

Billigst med egen elevatorservice
”Jeg er uddannet elektriker og var oprindelig ansat hos en installatør i et Århus-firma, hvor jeg havde fået autorisation til at lave syn på elevatorer. Men da Gellerupparken stod færdig i 1972, fandt boligforeningen ud af, at det var billigere selv at stå for de lovmæssige eftersyn på elevatorerne, og så blev jeg ansat,” fortæller Bjarne, som ud over at have ansvaret for elevatorerne, i en periode på cirka 15 år fra 1980-1995 også var fællestillidsmand for alle ejendomsfunktionærerne samt BB Service og desuden repræsentantskabsmedlem i Brabrand Boligforening. I den periode arbejdede Bjarne for at skabe gode forhold for sine kollegaer. Et arbejde, som resulterede i flere lokalaftaler, der har været nødvendige for at dække hele driftsområdet.

Ejendomsservicetekniker
Gennem årene har Bjarne også deltaget i mange forskellige projekter, nyopførelser og renoveringer og andre interne anliggender som led i hans tillidshverv.

Der var et projekt, der blev kaldt rokadeprojektet. Her sad Bjarne med i et udvalg sammen med AMU og Aarhus Tekniske Skole, og her opfandt de den i dag så populære uddannelse ”Ejendomsservicetekniker”, som mange af boligforeningens egne ejendomsfunktionærer i dag har været på, som led i deres faglige uddannelse.

Og da Bjarne har haft mange forskellige jern i ilden gennem årene, er han i dag en af de personer, der jævnligt bliver trukket på, når forklaringerne bag tingene ikke altid er lige til at tyde.

Første sikkerhedsrepræsentant
Bjarne har altid, ikke mindst som led i sit tillidsarbejde, haft interesse for arbejdsmiljøarbejdet. Og i 1978 blev han valgt som boligforeningens første sikkerhedsrepræsentant (i dag arbejdsmiljørepræsentant). Det har nu stået på i 34 år, fordi han er blevet genvalgt hver gang lige siden. Og som sikkerhedsleder gennem flere år og medlem af arbejdsmiljøudvalget i Brabrand Boligforening har han på tværs af afdelingerne gennem alle årene været med til at skabe gode og ordentlige forhold for sine kollegaer.

Totalservice for beboerne
Beboerne i Brabrand Boligforening har også haft glæde af Bjarnes ønske om at skabe tryghed og sikkerhed. Det gælder ideudviklingen af beboernes højt værdsatte Totalservice, som Bjarne Bilde sammen med Torben Overgaard opfandt under hyggelige forhold på terrassen hjemme på Holmstruphøjvej, hvor de to en overgang i begyndelsen af 1980’erne var naboer. Bjarne har lige siden stået i spidsen for den betryggende vagtordning, som rykker ud, når der er en beboer i nød.

Totalscervice 1988

Totalscervice 1988

Ingen alvorlige uheld
Mange mennesker er bange for at køre i elevator, men Bjarne Bilde kan ikke bekræfte, at det er farligt.
”I mine 40 år med elevatorer i Brabrand Boligforening, har jeg kun oplevet en enkelt lidt alvorligere hændelse. Det var for cirka 15 år siden, hvor en far og søn kørte med elevatoren på Gudrunsvej 48. Drengen havde leget med en bold, og af en eller anden grund fik han klemt armen fast mellem kupéen og elevatordøren. Det var før, der blev monteret sikkerhedsdøre i kupéerne.

Heldigvis var det ikke nogen alvorlig skade, men vi havde lige fået et nyt radiokaldeanlæg installeret, så jeg kunne høre drengen klynke over radioen, mens jeg kørte til undsætning,” fortæller Bjarne, der i de efterfølgende år oplevede, at drengen fra elevatoren altid hilste pænt på sin helt, når de mødtes.

Sønnike med på job
I dag er det ikke altid, at Bjarne er alene på jobbet, når han reparerer elevatorer. Sønnen Kasper, der læser jura, har de sidste par år været ansat som medhjælper i et studiejob.
”Det betyder, at vi sammen kan løse nogle af de opgaver, som kræver to mand. Og det er meget billigere for afdelingerne, end hvis vi skal hente eksterne firmaer ind for at klare opgaven,” fortæller 64-årige Bjarne Bilde, som regner med at tage et år mere med op- og nedture, inden han vælger pensionen og et otium hjemme på Holmstruphøjvej sammen med sin Grethe.

Bjarnes Bildes 40 års jubilæum blev fejret på Brabrand Boligforenings administration på Rymarken fredag den 20. april.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt