Venuspassage

Venus byder for tiden på store oplevelser

af Jens Skriver. Tegning af Jesper Ankjær

Mange har beundret planeten Venus, der ind i juni stadig lyser meget klart på aftenhimlen. Den har navn efter den antikke gudinde for skønhed, men betegnes også som en ugæstfri jomfru. En af grundene til, at den lyser så klart, er, at den har en meget tæt atmosfære med en knugende drivhuseffekt.

Faser og formørkelser
Da Venus er nærmere Solen end Jorden, viser den faser, som kan ses i en håndkikkert. Det skyldes, at den skygger for sig selv ligesom månen.

Vi kender alle solformørkelser, hvor månen kommer mellem Solen og Jorden, og måneformørkelser, hvor Jorden kommer mellem Solen og Månen. Selv om Venus kan komme til at befinde sig lige mellem Jorden og Solen, er den alt for lille til, at den kan formørke Solen. Til gengæld taler man om en Venuspassage, hvor Venus ses på solskiven som en lille sort skive.

De planer, som Jorden og Venus bevæger sig rundt om Solen i, afviger imidlertid noget fra hinanden. Derfor forekommer Venuspassager ret sjældent. De indtræffer med to af gangen med otte års mellemrum inden for intervaller af 105 til 120 år. Sidste gang var i 2004 og nu kommer nok en Venuspassage den 6. Juni. Derefter skal man vente til 2117, hvis man vil se en Venuspassage.

Arkæoastronomi
Venuspassager har betydet meget i astronomihistorien. Et stort problem har været at beregne afstandene i verdensrummet. I 1671 lykkedes det Cassini, lederen af observatoriet i Paris, at beregne afstanden til planeten Mars.

Han målte planetens vinkel til de bagvedliggende stjerner i Paris og en kollega vinklen til de bagvedliggende stjerner i Brasilien. Ved hjælp af simpel trekantsberegning kunne de derefter måle afstanden til o. 65 mill. km svarende nogenlunde til jordens diameter 5000 gange.

Dermed fik man erkendelsen af, at afstandene i rummet var meget større end forventet, og at menneskenes betydning nok heller ikke var så stor. Mærkelig nok kendte man ikke den nøjagtige afstand til Solen. Selv Newton kendte den kun med 30% nøjagtighed.

Astronomer havde længe været inde på, at Venuspassager måtte kunne bruges til at måle afstanden til Solen. Hvis man kendte Venus’ vinkel til Solen to vidtforskellige steder på Jorden, måtte afstanden kunne beregnes ved hjælp af trekantsberegning. Derfor ville man have målt Venus’ forhold til Solen på Tahiti på anden side af Jorden under Venuspassagen i 1761.

James Cook
Den person i den engelske flåde, som på det tidspunkt suverænt havde det største kendskab til matematik og astronomi var James Cook. Problemet var bare, at han ikke var officer. I de daværende engelske orlogsskibe og for øvrigt også de danske boede officererne agters.

Midtskibs boede midshipmenn. Det var helt unge kadetter, men det var kun dem, som kunne avancere til officerer. Det menige mandskab, som boede forrest i skibet, kunne allerhøjst opnå at blive bådsmænd.

Helt ekstraordinært blev der gjort en undtagelse i Cooks tilfælde, og han blev nådigst udnævnt til løjtnant og leder af ekspeditionen til Tahiti. Projektet mislykkedes dog, blandt andet stjal de indfødte Cooks teleskop (kikkert), men på denne og efterfølgende ekspeditioner fik han kortlagt det meste af Stillehavet og observeret et dusin Merkurpassager.

Man skal tidligt op, hvis man vil se Venuspassagen 6. juni. Den er allerede halvvejs, når Solen står op 4.30. Og så skal man endelig huske beskyttelsesbriller.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt