Vil du med på opdagelsesrejse?

Bliv frivillig skribent på Skræppebladet og gå H.C. Andersen i bedene

af Sean Ryan Bjerremand

Er du glad for at følge lidt med i Skræppebladet, og værdsætter du kommunikationen og åbenheden i Gellerup-Toveshøj? Kan du lide at fortælle eller at udtrykke dig ? Har du en interesse eller en forening, som du synes, at du gerne vil fortælle lidt mere om?

Hvis du har et latent ønske om at skabe en forståelse for lokalområdet gennem det skrevne ord, så er en nu og da-tjans som frivillig skribent på Skræppebladet – eller Gellerup.nu – måske noget for dig.

Op i fugleperspektiv
Egentlig tror jeg, at det er bedst at starte med at være realistisk omkring udfordringerne. Og jeg vil ikke negligere, at der er kamp om den dyrebare fritid. Det kan for eksempel være arbejde, studier, familie, venner og fritidsinteresser generelt, der lægger beslag på fritiden. Men der kan måske også være sproglige barrierer.

Men hvis man ser det at være borgerjournalist som en opdagelsesrejse i, hvordan lokalsamfundet er skruet sammen, så bliver det hele måske lidt mere interessant.

Diverse bonusser kan være så forskellige ting som:
At tage til et arrangement for børn i Laden og tro, at man blot skal over og se børn lave mad, for så at opleve, at man frit kan vælge, hvilket børneproduceret billede man kan benytte, fordi der har været forrygende rift om kameraet.

At tage til naturistsvømning og få en beretning om en kræftpatients livshistorie fortalt i dybeste fortrolighed.

Eller at stå i sine egne tanker på et fortov efter en lang arbejdsdag, dødtræt – og så opleve, at en glædesstrålende projektmedarbejder fra Gellerup Højskole kommer hen og giver én et kæmpe knus. Så får man lige et ekstra skud dopamin!

Hjælp til det sproglige
Men hvad så med de sproglige barrierer?
Vi har for nylig fået det første ikke etnisk danske medlem af Skræppebladets redaktion, da Abdulmalik Farah blev valgt for Toveshøj.
Det er ikke uden sproglige fejl, så der er godt nok nogle ting, der skal redigeres, men da han i forvejen er forfatter, er det, han skriver, udmærket. Og vi er glade for ham.

At opleve er at leve
Ovenstående er eksempler på, at det kan være som en mindre rejse at være frivillig journalist på Skræppebladet.
Her oplever man på en alternativ måde, at H.C. Andersen havde ret, da han skrev: ”At rejse er at leve.”

Så har du en interesse eller en forening, som du gerne vil fortælle om – eller har du bare lyst til at opleve og fortælle, så kontakt redaktionen og kom med på det gode skib Skræppebladet.
Du kan for eksempel stille op til valg af frivillige skribenter til Skræppebladet på din afdelings ordinære beboermøde – eller du kan melde dig som frivillig.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt