Afd. 11: Elevatorer kører økonomien i bund i Odinsgård

Afdeling 11 – Odinsgård

Græsrødder vil fremme det sociale fællesskab i afdelingen

Tekst og foto af Helle Hansen

Problemer med tre elevatorer optog en stor del af beboermødet på Odinsgård, fordi det kommer til at koste afdelingen en huslejestigning på 200.000 kroner over de næste 10 år. Heldigvis havde afdelingen en for de fleste ukendt opsparing til nye køkkener, som i stedet blev foreslået brugt på elevatorerne, så det beløb sammen med sidste års overskud kunne holde huslejen nogenlunde i ro.

Græsrødder vil lave fester, konkurrencer og aktiviteter
Inden beboermødets formelle start fik to beboere, Aili Smidt og Ulla Bording Jørgensen, ordet. De to kvinder, der kaldte sig selv for ”Græsrødderne”, fortalte, at de gerne vil være med til at skabe mere liv i afdelingen ved at bakke op om sommerfester, hyggearrangementer og altankonkurrencer. De sluttede af med at invitere alle interesserede med til opstartsmøde den efterfølgende lørdag.

Odinsgårds bestyrelse: Sandie Andersen, Pernille Wedel (1. suppleant), Peter Johansen, Lene Olm, Lonni Laursen og Dennis Laursen

Odinsgårds bestyrelse: Sandie Andersen, Pernille Wedel (1. suppleant), Peter Johansen, Lene Olm, Lonni Laursen og Dennis Laursen

Ny facade med gammelt look
Afdelingsformand Lene Olm fortalte i sin beretning, at afdelingen er godt i gang med en facaderenovering til 1,6 millioner kroner, som betyder, at bygningerne kommer til at fremstå næsten som nye, når arbejdet er færdigt. Det er, fordi afdelingen vender tilbage til de oprindelige farver, fra den gang Odinsgård blev født for over 20 år siden.

Sidste års overskud skulle have været brugt på nye toiletter i afdelingen, men desværre havde de presserende problemer med elevatorerne sat den udskiftning i bero, fordi pengene skal bruges der i stedet. Beretningen blev godkendt uden debat.

Optimering af økonomien
Regnskabschef Mogens Clingman gennemgik budgettet for 2013, og han gav afdelingsbestyrelsen ret i, at afdelingens økonomi er en stor udfordring. Men regnskabschefen tror på, at det kommer til at vende på et tidspunkt, selv om opgaven med elevatorudskiftningen har krævet, at der er sket besparelser andre steder.

Flere beboere undrede sig over, hvorfor der hele tiden kun blev talt om tre elevatorer, når afdelingen har fire af slagsen. De fik besked om, at der ikke er problemer med den fjerde elevator, og at driften vil forsøge at finde reservedele fra de tre, som skal udskiftes, så der ikke opstår store problemer med den fjerde i nærmeste fremtid.

Mogens Clingman slog fast, at afdelingen er meget presset på henlæggelserne, men inspektør Robert Hansen, der denne aften også agerede afdelingssekretær, turde med det store indblik, som han har fået i bygningsmassen i forbindelse med renoveringen, godt give en garanti for, at der ikke kommer til at ske noget voldsomt de kommende 10 år, dog med forbehold for eventuel ny lovgivning. Budgettet med en stigning på 4,21 procent blev vedtaget.

Genvalg og nye ansigter
Der var genvalg til Peter Johansen (12) og Lonni Laursen (11), mens Sandie Andersen (12) blev nyvalgt. Pernille Wedel (10) blev 1. suppleant, og Jeanette Grevy (3) blev 2. suppleant.

Græsrødderne: Aili Smidt (tv.) og Ulla Bording Jørgensen

Græsrødderne: Aili Smidt (tv.) og Ulla Bording Jørgensen


Odinsgård, afd. 11
Byggeår: 1989/90
103 boliger og 20 ungdomsboliger

18 stemmeberettigede – 9 lejemål




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt