Leder

Hvad kan min boligafdeling gøre for mig?
”Spørg ikke om, hvad dit land kan gøre for dig….”

Af Sean Ryan Bjerremand

Interesser du dig for beboerdemokratiet? Benytter du dig nogle gange af de frivillige bestyrelsesmedlemmers lyttende øre? Tænker du nogle gange over, hvad det indebærer at være beboerpolitisk aktiv?
Hvis du kan svare ja til noget af ovenstående, er det godt.
Det er her, John F. Kennedys berømte citat, ”spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig – spørg om, hvad du kan gøre for dit land”, kommer ind i billedet.

Lad os prøve at komme bare en lille smule ind under huden på et hårdtarbejdende bestyrelsesmedlem.

Et bestyrelsesmedlem får 300-500 kroner i kvartalet i telefonpenge – resten er frivillighed. Der er selvfølgelig forskel på persontyper: Nogle afdelingsbestyrelsesmedlemmer kan man næsten med sikkerhed sige, at de sidder, fordi arbejdet bare har deres interesse, mens andre vil gøre en forskel – og gør det.

Eksempler på, hvad det vil sige at deltage i et bestyrelsesarbejde, kan være weekendkonferencer, arrangering af fester og udvalgsarbejde – ofte ved siden af privat arbejde.
En ting, der slog mig i en samtale med et mangeårigt afdelingsbestyrelsesmedlem, var tanken: ”Det er fantastisk – vedkommende går virkelig op i det her!”

Når det så er sagt, virker det, som om folk ikke rigtig har forstået, at det er et frivilligt arbejde – som om, de tager arbejdet for givet.

”Det er jo dit arbejde!”, har kommentarerne lydt. ”Nej, det er mit frivillige arbejde,” var svaret fra bestyrelsesmedlemmet, der sad på en bænk til et arrangement, segnefærdig af træthed.

En realistisk forventningsafstemning er ønskelig, så det står klart for enhver, at vi alle har et ansvar.

Kan vi ordne et problem selv, må vi gøre det. Omvendt kan vi også tillade os at have forhåbninger til, at vi vælger de rigtige medlemmer. Det stiller krav til begge parter. Krav til, at de folkevalgte gør, hvad de kan, og på en klog og sammenhængende måde. Krav til, at et engagement respekteres – også når der begås fejl. Krav til, at dialog og en rimelig grad af oplysning er centrale faktorer i beboerdemokratiet.

Ligeledes er der forskellige niveauer af engagement – vi kan ikke alle sidde i en afdelingsbestyrelse. Nogle vælger at gå ind i en forening, enten som almindelig deltager eller som ansvarlig aktør, nogle nøjes med at være gode naboer. Det er flot at yde, hvad man kan.

Derfor: ”Spørg ikke, hvad dit lokalområde kan gøre for dig – spørg om, hvad du kan gøre for dit lokalområde.”




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt