Tanker ved et strygebræt

Om X Factor og jobsøgning

Af Inger Bloch, foto Hans Esmann Eriksen, illustration af Jesper Ankjær

Fjernsynskiggeri
Jeg holder af at stryge tøj, og mens jeg stryger, lytter jeg til radioen eller ser TV.
En dag i januar så jeg X Factor, mens jeg lystigt var i gang med en stor bunke strygetøj.
Det siges, at det ikke er så fint at se X Factor – alligevel er seertallet meget højt – det kan man jo lige tænke lidt over.

Vinderen af konkurrencen får en pladekontrakt og en (mere eller mindre kortvarig) berømmelse.
Alligevel kan man undre sig over, hvad der mon får mennesker – og især unge mennesker – til at udsætte sig for dommernes og seernes beskuelse og nogle gange hårde dom?
Er det håbet om pladekontrakten – eller er det ganske enkelt det at komme i fjernsynet foran et publikum, som driver dem? Nogle af deltagerne er virkelig dårlige, men der kan også være erfarne sangere og rappere imellem, der endnu ikke har slået igennem. Og så kan der lige pludselig være en deltager, der viser sig at have det hele – altså en dejlig stemme og en fin optræden.

X Faktoren
Dommerne søger efter X Faktoren – det helt særlige ved deltagerne. Det vil sige, at de skal have en god stemme, og at der skal være kvalitet og nærvær i deres optræden; de skal være ægte og ligefremme i deres udtryk, og man skal kunne mærke, at de føler og mener noget, når de optræder, således at de kan rive tilhørerne med. Der stilles store krav, men der er jo også kun én, der bliver vinder af konkurrencen.

Jobsøgning
Når tankerne driver hen over strygebrættet og ud i samfundet, hvor man ved, at der er et stort antal ansøgere til hvert ledigt job, kan man let få den fornemmelse, at en ansøger til et arbejde i dagens Danmark – foruden sine kvalifikationer – også skal være i besiddelse af X Faktor. Konkurrencen er stor, arbejdsgiveren har masser af ansøgere at vælge imellem, og det nytter ikke at spille komedie ved en jobsamtale – man skal nok blive gennemskuet. Man kan i hvert fald være ret sikker på, at arbejdsgiveren går efter at få en medarbejder, der kan blive en gevinst for den pågældende arbejdsplads.

X Factor findes overalt
Nu skal man ikke lade sig forskrække af den megen snak om X Faktoren – jeg tror, at vi alle er i besiddelse af den. Alle mennesker er noget enestående, lige fra fødslen – det er bare ikke altid til at få øje på. Vi skjuler os tit under en maske eller et ideal om, hvordan vi ønsker, at andre skal opfatte os – og sommetider er dette ideal skabt af reklamer og medier!
Måske skal vi blive bedre til bare at turde være os selv!

Inger Bloch gør sig tanker ved sit strygebræt

Inger Bloch gør sig tanker ved sit strygebræt




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt