Hånden på radiatoren

Bruger du for meget varme?

Tekst og foto af Hans Esmann Eriksen

Det er i praksis, man forstår, hvad man skriver og læser om. Det oplevede jeg for en uge siden.
I sidste måned skrev jeg om varmeafregning i Brabrand Boligforening. Artiklen fortalte, at beboeren bør kontrollere, om radiatoren er løbet løbsk. Det har jeg prøvet i praksis nu.

Læg hånden på radiatoren

Læg hånden på radiatoren

Min radiator var varm
Jeg bemærkede i januar og februar måned, at der var varmt i min lejlighed. Jeg tænkte ikke over det, for der var jo termostater på mine radiatorer. Da foråret nærmede sig, lukkede jeg for radiatorerne. Stor var min overraskelse, da jeg senere på dagen opdagede, at tre ud af mine fire radiatorer stadig var varme. Hvad var der sket?

Radiatoren var løbet løbsk
Jeg huskede nu min gamle lærdom. Termostaten på en radiator kan holde op med at fungere, således at der hele tiden løber varmt vand igennem den, og dermed løber radiatoren løbsk.
I termostaten sidder en ventil, der bliver lukket, hvis det er for varmt. Ventilen lukkes med en lille pind, som termostaten trykker på. Den lille pind kan sætte sig fast på grund af tilkalkning, så ventilen konstant står åben, og radiatoren hele tiden er varm.

Pinden skal masseres
Det var weekend, så jeg kunne ikke få fat i vores varmemester. Jeg fik fat i min overbo, som er en bedre handyman end jeg. Han fortalte, at det sker, men er sjældent, at termostaten holder op med at fungere.

Løsningen er enkel: Termostatdelen tages af, pinden kommer til syne, og med for eksempel skaftet af en skruetrækker skal pinden skubbes frem og tilbage. Den skal masseres. Man kan også gøre det ved at skrue termostaten op og ned flere gange. Hvis alting glipper, kontakt varmemesteren.

Massage af pinden på ventilen

Massage af pinden på ventilen

Mit ansvar, men ærgerligt
Som det blev skrevet i sidste nummer af Skræppebladet, er det beboeren selv, der har ansvaret for sit energiforbrug. Beboeren har også ansvaret, hvis teknikken ikke fungerer. Det er det samme, som hvis man bor i sin egen bolig. Boligforeningen har et system, som kan kontrollere, om energimåleren er stoppet, eller om energiforbruget er unaturligt højt, som en hjælp til beboerne.

Jeg ved endnu ikke, hvor meget min varme radiator kommer til at koste mig. Det er administrationen ved at undersøge for tiden. Mit bedste gæt er 1-2.000 kr. Det er ærgerligt. Nu har jeg lært at lægge hånden på radiatoren.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt