Afd. 2: Beboerhuset Søvangen (maj ’13)

Afdeling 2 – Søvangen

Beboerhuset i maj 2013

Af Birthe Wisén, beboerhusudvalget, foto Kirsten Hermansen

Sommeren nærmer sig, så det er tid for os i beboerhusudvalget at takke for en dejlig sæson med hygge og kreativitet i vores mange værksteder. Vi lukker ned for alle aktiviteterne, med undtagelse af de glade vandrere, i beboerhuset med udgangen af maj.

Mandags-turene med de glade vandrere fortsætter hen over sommeren. Vi mødes altid ved beboerhuset, Birgittevej 1A, kl. 17.
 
Vintersæsonen har været præget af rigtig mange hyggelige timer
I vores Søndagscafé har de mange besøgende skabt en hyggelig stemning, hvor man kunne nyde boller og kage til sin kaffe eller te. Alt er selvfølgelig hjemmebagt. Her skal vi også huske at sige en stor tak til alle de frivillige, der har givet et nap med at lave dejligt hjemmebag til os.  

Den månedlige fællesspisning er fortsat en succes. Vi er ofte omkring 35 personer, hvor god mad danner rammen om socialt samvær. Her er der en mulighed for at lære nye mennesker at kende eller sludre med nogle af de andre beboere, man ofte møder i boligforeningen. Når sæsonen starter igen til september, ser vi frem til at byde nye som kendte ansigter velkommen.
 
Vores værksteder har dannet ramme om mange forskellige aktiviteter, her vil vi bare nævne nogle få stykker. Er der noget, der fanger din/jeres interesse, eller skulle der melde sig nogle nye ideer, så sig endelig til. 

Der har været gang i vævestuen, hvor der blandt andet er lavet tørklæder og dækkeservietter og mange andre fine ting.
I træværkstedet er der blevet lavet lysestager og reparationer af ”alverdens ting og sager”. Her er der virkelig mulighed for at tale med et par dygtige og garvede gutter, der ved lidt om ”alt”.

I vores stensliberi kan der laves smykker til den store guldmedalje.

Vi har symaskiner til rådighed, men ikke noget hold pt., der benytter sy-værkstedet. Skulle du have et par bukser, der skal lægges op, eller en lynlås, der skal skiftes ud, er du velkommen til selv at gøre dette på vores maskiner.

Og til sidst skal nævnes vores hyggelige keramikværksted, hvor der er plads til alle, begyndere som øvede. I beboerhuset har vi en elektrisk keramikovn samt en raku-ovn. Vi brænder jævnligt.


 
Har du selv en hobby, du ikke har plads til derhjemme
Hvis man har en hobby, man selv vil sysle med, men mangler pladsen derhjemme, er muligheden for at spørge os.

Beboerhusets værksteder rummer muligheder for mange forskellige aktiviteter, og her er plads til nye ideer. Så har du lyst til at starte en aktivitet, eller vil du gerne lave noget andet kreativt, så kontakt beboerhusudvalget. Det skal i denne forbindelse nævnes, at alle udgifter til materialer afholdes af egen lomme, idet beboerhuset kun danner de fysiske rammer for aktiviteterne.

Alle informationer omkring den nye sæson kan I læse mere om i Skræppebladet i september måned, hvor den nye sæson også starter op.

Beboerhusudvalget ønsker alle beboere en god sommer. På gensyn til efteråret.

Hilsen fra Beboerhusudvalget




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt