Afd. 6: Regnskabet forkastet

Afdeling 6 – Holmstrup

Bombe sprang på et ellers gemytligt beboermøde i Holmstrup

Tekst og foto af Jens Skriver

Det ordinære beboermøde, som mindst 50 beboere havde fundet vej til, var forløbet som sædvanligt, da Edvin Juhl fra afdelingsbestyrelsen efter en præsentation af regnskabet sluttede af med at sige uden at ændre stemmeføring: ”Afdelingsbestyrelsen stemmer ikke for godkendelse af regnskabet.” Det var begrundet i, at administrationen bruger løs af afdelingens midler uden at levere. Fire undlod at stemme ved den efterfølgende afstemning, mens resten af de stemmeberettigede stemte imod regnskabet.

Et udsnit af den store forsamling

Et udsnit af den store forsamling

Beretningen
Mødet var startet med, at Edvin aflagde beretning ud fra en fyldig skriftlig beretning, der var husstandsomdelt. Et solcelleanlæg er sat i gang, og planer om et solfangeranlæg bliver måske taget op igen, men ellers er der vist mørke skyer i Holmstrups horisont. Afdelingen har nemlig betydelige problemer med ventilation og fugt, og fugt koster mange penge.

Det kan bedst betale sig at skifte vinduespartierne ud og etablere en balanceret ventilation. Badeværelserne trænger til renovering, men det vil koste 70.000 kr. pr. stk. Skimmelsvamp som følge af fugt i lejligheder har betydet en ekstraregning på 8-900.000 kr., der ikke er betalt. Styringen af varmeforsyningen har været ude af drift, og der er stadig problemer med Siemens og den nye leverandør. Afdelingen har fået et vink med en vognstang om, at fugten skaber vedligeholdelsesproblemer.

Mogens Rasmussen fratræder som varmester og afløses af Kaj Nielsen. Der var hyldest til begge.
Beretningen blev godkendt uden afstemning.

Ordensreglement
Efter beretningen og præsentationen af regnskabet fulgte det punkt, som nok havde lokket flest af huse: Det nye ordensreglement. Reglementet var blevet husstandsomdelt, men der var kommet nogle ændringsforslag fra beboere.

Grundet den meget store rotteplage var der stillet forslag om forbud mod fodring af fugle i haverne. Det blev forkastet, mens et forslag om at forbyde at henkaste foder til duer og måger blev vedtaget.

Haveavlere havde bedt om tilladelse til at måtte stille frysere op i kælderrummene mod betaling, så der var mulighed for at opbevare grønsager. Det blev vedtaget uden afstemning. Efter en del uklarhed blev regler for parkering vedtaget.

Der bliver fulgt nøje med

Der bliver fulgt nøje med

Valg
Valget til afdelingsbestyrelsen skete med akklamation og uden afstemning. Genvalgt blev Elly Lindved, Anette Knight, Rudolf Bay og Johnny Bendiksen, mens Martin Rehder blev nyvalgt.

Derefter kunne de fremmøde nyde den gode mad, og diskussionen under eventuel var ikke lang, men det blev fastslået, at der skal gives svar på klager.




Del eller print denne side:  


En kommentar til
“Afd. 6: Regnskabet forkastet”


  • 1

    webmaster skriver:

    Ændring i forhold til den trykte udgave: ny varmemester i Holmstrup hedder Kaj Nielsen


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt