Ad de vanskelige veje mod stjernerne

Renoveringen af Skovgårdsparken nærmer sig afslutningen

Af Hans Esmann Eriksen, foto Bo Sigismund

For over ti år siden startede ideerne i Skovgårdsparken om at renovere afdelingen, så den kunne blive en af de mest attraktive og miljørigtige afdelinger i Brabrand. Gennem mange år arbejdede bestyrelsen og en beboergruppe på at formulere det projekt, som er færdigt i begyndelsen af 2014 efter tre års ombygninger.

Skræppebladet har talt med Lise Klærke og Kasper Jensen for at høres deres fortælling om, hvordan renoveringerne er foregået. Vi bliver modtaget i Lises lejlighed, der ligger på tredje sal. Lejligheden har en flot udsigt over Brabrand Sø og Engsøen, og Lise har fået nedlagt nogle vægge, så hun nu har lys, der kommer ind fra to sider.

Afdeling 3 med tage og facader under forandring

Afdeling 3 med tage og facader under forandring

Beboerne har været involveret
Renoveringsprojektet har været stærkt præget af afdelingsbestyrelsen og en beboergruppe på i alt 11 personer, der i renoveringsperioden har holdt møder næsten hver uge. Beboergruppen har haft stærke og klare ønsker til, hvordan løsningerne skulle være.

Altanerne får nye vinduer, der ikke skydes, men foldes en rude ad gangen

Altanerne får nye vinduer, der ikke skydes, men foldes en rude ad gangen

Det har slået gnister mellem beboergruppe, administration og entreprenør i byggeforløbet, når kravene til miljørigtighed, energibesparelser og økonomi skulle afvejes.

Det har ikke været en let vej, beboergruppen har fulgt, men nu er der lys gennem tunnelen, og de miljørigtige stjerner kan skimtes.

Mange ting er opnået
De ni blokke, der er blevet renoveret, har fået en kraftig isolering lavet af miljørigtige materialer. Der er kommet nye vinduer og en ny ventilation i lejlighederne. Ventilationen gør det muligt at genvinde energien fra udsugningsluften, således at det samlede energiforbrug reduceres med 90 procent. Blokkene har igen fået flade tage, hvor al teknik og udsugning er placeret, og med de nye vinduer, som har de oprindelige dimensioner, har bygningerne fået den samme karakter, som de havde oprindeligt.

Inde i lejligheden ses den ekstra isolation, ved at vinduespartierne er blevet meget dybe, op til 42 cm. Den nye ventilation er efter mange eksperimenter indrettet, således at den næsten ikke kan ses.

Karensvej er ufarbar, men der sker noget. Hvad mener Falck om adgangsvejene?

Karensvej er ufarbar, men der sker noget. Hvad mener Falck om adgangsvejene?

Beboere med byggerod i otte uger
På et beboermøde var det blevet valgt at undgå genhusning, fordi det ville fordyre projektet væsentligt. Da de første blokke blev renoveret, skulle den enkelte lejer tåle byggerod i otte uger, hvor de ikke nøjagtigt vidste, hvornår håndværkerne kom. Efterhånden som entreprenøren fik erfaring med opgaven, blev tiden reduceret til seks uger, og der var en plan for, hvornår håndværkerne kom.
Lise, som lever alene, synes ikke, det var svært at leve med, men for familier med små børn, hvor begge arbejder, der har det været hårdt.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt