Hamburg viser vejen med spændende nybyggeri

Boligforeningens repræsentantskab besøgte Hamburgs Internationale Bauausstellung og fik en smagsprøve på fremtidens boligbyggeri

Af Helle Hansen, foto Hans Esmann Eriksen

Lørdag midt i marts kørte to busser fra Rymarken af sted klokken 6 om morgenen med kurs mod Hamburg. Godt halvdelen af boligforeningens repræsentantskab havde taget imod tilbuddet om at komme på en en-dagstur til Hamburg, der er vært for den Internationale Bauausstellung, IBA, der i år præsenterer nogle af sine resultater.

Ny havnefront
Hamburg er Nordeuropas næststørste havn efter Rotterdam. Og byen er i fuld gang med at byudvikle den helt nye bydel, Hafencity i Kesselhaus, som ligger ned til Elben. Og det er en udfordring i en by, der ligger ved en flod, hvor tidevandet to gange i døgnet stiger og falder tre og en halv meter. Det giver udfordringer både til byggeriet og udbygningen af byen.

Efter en rundvisning i bydelen gik boligforeningens repræsentanter ombord på en havnerundfart, der gav en tur rundt i havnen. Sejlturen endte på den nordlige side af Elben, og derefter gik repræsentantskabet turen tilbage til sydsiden gennem den 102 år gamle Elb-tunnnel, der er 426,5 meter lang.

Ny og gammel bydel
Næste stop var den sydlige bydel Wilhemsburg på Elbe-øen. Her foregår der spændende energirigtigt nybyggeri, som er en del af IBA, Hamburg. Der blev også vist eksempler på renoveringen af en gammel bydel. Og ikke mindst en stor otte-etagers gammel bunker, et såkaldt flaktårn fra krigens tid, som efter mere end 60 år som ruin er genopstået som en energibunker, der forventes at bliver en stor turistattraktion for bydelen.

I energibunkerens indre, bag de 2,5 meter tykke mure, kan lagres overskudsvarme fra den nærliggende industri sammen med energi fra solpanelerne på bunkerens tag og fra et biogasanlæg. Energibunkeren vil fremover kunne forsyne det meste af bydelens kvarter med varme til 3000 husholdninger og strøm til 1000 husstande.

Grisefest og haveudstilling
Inden busserne kørte hjem, fik deltagerne en ekstra lille oplevelse på Das Gröninger Brauhaus, hvor der blev serveret helstegt pattegris med sauerkraut, kartoffelkugler og god tysk øl. Det foregik til festlig harmonikamusik og fællessang, så 70’ernes grisefester på Mallorca kom frem på nethinden.

Og der var stor inspiration og mange oplevelser at tænke på, da turen gik hjem til Aarhus. Med viden om, at Hamburg denne sommer også er vært for dette års internationale garden-show, hvor temaet er ”Jorden rundt i 80 haver”, er det stor anledning til at tage på endnu et besøg i den gamle hansestad senere på sommeren.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt