Hvorfor gemmer vi så meget?

Ryd op – smid væk – aflever til genbrug

Af Inger Bloch, tegning Jesper Ankjær

Afbrudt læsning
Jeg læser i en krimi. Hovedpersonen, en kvindelig anklager, gennemgår den myrdede kvindes lejlighed for at finde spor, der kan vise et motiv til det grumme mord. Efter at have søgt et stykke tid ryster hun på hovedet og tænker: ”Hvad et menneske dog kan få samlet sammen i løbet af et liv.”

Her stopper min læsning brat; jeg føler mig ramt, lægger bogen fra mig og går ind i det tilstødende værelse, der rummer en reol, fyldt med diverse papirer og ting og sager, jeg har ”arkiveret” i tidens løb.

Hvad reolen gemmer
Et nærmere eftersyn af reolen afslører kopier af gamle selvangivelser, kvitteringer for alt muligt, brugsanvisninger på ting, der ikke eksisterer længere. Der er udgåede forsikringer, gamle breve og postkort, jeg har modtaget og ikke læser mere – der er et hav af diverse madopskrifter, gamle billeder og mere eller mindre mærkelige festsange, alle mulige avisudklip – og meget mere.

Til sidst kigger jeg i mappen om Brabrand Boligforening. Her ser jeg det gule bevis på min foreningsandel på kr. 25 fra 1972, da jeg flyttede ind på Dortesvej i Gellerupparken – det skal ikke smides væk! Så ser jeg papirerne i forbindelse med min indflytning i afd. 1, Hans Broges Parken i 1985. Her kan jeg konstatere, at den månedlige husleje udgjorde kr. 1.617 pr. måned + kr. 313 i varme – tænk, at det var så billigt! – de papirer skal da heller ikke smides væk!

Hvem gemmer?
Jeg er ganske klar over, at det ikke er alle, der gemmer lige så meget som mig, men vi er en del!

Det er ikke kun diverse papirer, folk gemmer – det kan være alt muligt: Tøj- og garnrester, søm og skruer og gammelt, udtjent værktøj, defekte apparater og maskiner, gammelt tøj, der for længst er gået af mode, avisudklip – ja, jeg kunne blive ved!

Hvorfor smider vi ikke bare væk?
”Jamen, vi kunne jo få brug for noget af det en dag,” siger vi til os selv – ”og så ville det vel nok være ærgerligt, hvis vi havde kasseret det.”

En beslutning
Stående der foran min overfyldte reol træffer jeg en beslutning: Nu skal der gøres noget ved problemet: Der skal sorteres, kasseres, gøres plads – alle de gamle, overflødige mapper og defekte apparater skal strittes ud. Jeg går en fremtid i møde, hvor min gamle reol vil fremtræde nydeligt med ajourførte mapper og god plads på hylderne!

Jeg går i gang i morgen……………….eller i hvert fald i den kommende uge……..øh…




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt