Afd. 11: Odinsgården får nye guder

Afdeling 11 – Odinsgård

Nye elevatorer er på plads

Tekst og foto af Hans Esmann Eriksen

Den store kran var på plads, og kaffen var brygget, da den sidste elevator til Odinsgården skulle løftes på plads. Beboere, medarbejdere og TV 2´s reportagehold var på plads for at overvære den spændende begivenhed, hvor en syv tons tung elevator blev udskiftet ved hjælp af en kæmpekran.

Gamle Odin bliver løftet op

Gamle Odin bliver løftet op

Rustsyge elevatorer udskiftet
Odinsgården med 103 lejligheder blev opført for snart 25 år siden. Bebyggelsen blev bygget som del af et projekt, hvor nye typer af elementbyggerier skulle afprøves. En vigtig del af det arkitektoniske udtryk var fire fritstående elevatortårne, som ikke stod inde i bygningen.

Flotte så de ud, men det er svært at stå udenfor i regn, rusk og snestorm. Især når det efter nogle få måneders forløb viste sig, at de elevatorer, der var indkøbt, ikke var beregnet til udendørs anvendelse. Der var ikke tag på elevatorerne, så regnvandet piskede ind, og i vinterperioden trængte salt og sne ind i mekanikken, der snart blev kraftigt beskadiget.

Forsinket af dårlig økonomi
Odinsgården har altid haft en dårlig økonomi, der har gjort, at huslejen er relativ høj i forhold til udlejningspriserne i området. Derfor har det været svært at finde penge til en elevatorudskiftning, der koster lidt over fire millioner kroner. Det er mange penge, når der kun er 103 lejligheder til at betale. Den dårlige økonomi har medført, at det har taget lang tid, før en løsning faldt på plads.

Tre nye guder og den gamle
Der blev kun penge til tre nye elevatorer, og man mener, den sidste kan humpe videre med hjælp fra reservedele, som man kan tage fra de tre, der nu er blevet udskiftet. Afdelingen har brugt anledningen til at navngive de fire elevatorer efter gamle nordiske gudenavne.

Den største, som også var den sidste, der blev sat på plads, er Odin. De to andre nye, der er lidt mindre, bliver kaldt Thor og Freja, mens den sidste, som må leve på renomméet og reservedele, bliver kaldt Loke. Loke var den gud i Asgård, som de andre guder ikke helt stolede på. Derfor må beboerne i Odinsgården fortsat regne med, at elevatoren Loke nægter at virke.

Gamle Odin letter fra jorden

Gamle Odin letter fra jorden




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt