Afd. 22: Fuldt hus, fin jazz og fed fest

Afdeling 22 – Sonnesgården

Ti-års-jubilæum i Sonnesgården

Tekst og fotos af Hans Esmann Eriksen

Forsommeren viste sig fra sin fineste side, og alle mand var af hus, da der blev holdt ti-års-jubilæum i Sonnesgården. Fælleshuset var fyldt til bristepunktet med 96 deltagere ud af afdelingens 124 beboere, så der var ikke plads til mange gæster.

Pølser og traditionel jazz
Jubilæet startede ved middagstid ude i haven med grillpølser og lidt til ganen. Der var stillet to telte op, så man kunne klare det regnvejr, der var forudsagt i vejrmeldingen. Regnvejret udeblev, og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel.

Ved to-tiden blev der stillet op til dans. Afdelingens formand, der har en listig fortid i Jazzselskabet Århus, havde kontaktet sine gamle bekendte og engageret et svingende jazzorkester af den fine gamle skole. Der blev nynnet med, hygget og danset igennem. Opstarten af festen var perfekt.

Tre retters middag med klovn og fællessang
Der var lige tid til en eftermiddagslur, inden festmiddagen startede. Alle mødte op i stiveste puds, og fælleshuset blev fyldt helt op med glade gæster. Der manglede ikke noget. Det skulle da lige være skylleskåle og champagne.

Midt under middagen kom en sød lille klovn, der mindede alle om, at livet skal tages med et stort smil. Det svarer til temaet i afdelingens slagsang, som første gang lød ved afdelingens fem-års-jubilæum:

Så er det os fra Sonnesgården
Vi har valgt vor egen stil.
Vi har sammenhold og glæde
Og en masse varme smil.
Vi har valgt at bo i byen,
Lige der, hvor alting sker!
Og vi ved at bagved skyen
Er der sol og dejligt vejr!




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt