Afd. 4+5: Succesfuld cykeldag

Afdeling 4 – Gellerupparken. Afdeling 5 – Toveshøj

Børn og voksne havde en festlig cykeldag på Toveshøj

Af Elsebeth Frederiksen, fotos Martin Ljung Krabbe

Lørdag den 8. juni var der cykeldag udenfor Laden ved Toveshøj. Børn og deres forældre var mødt talstærkt op, og vejret viste sig fra den bedste side.

Denne cykeldag er resultatet af samarbejdet mellem forskellige foreninger i området og Morten Starup, som læser til kaospilot, og som også har stået for cykelkurser for kvinder i Gellerup.
Dagen startede med en kort velkomsttale fra Wissal El-Arid fra Den Aktive Kvindeforening, som fra en dialogbænk kom op i højden, så alle kunne se hende. Dialogbænken blev senere brugt til medaljeskammel.

Familieløb og andre aktiviteter
Dagens første arrangement var familieløbet, hvor ca. 70 børn og deres forældre deltog. Der var flest børn, og de var meget entusiastiske, skubbede og udtrykte deres utålmodighed højlydt og kunne knap vente på, at startfløjten lød. På slaget 12.30 sprintede børnene fra startstregen og af sted på en tur på ca. tre kilometer over Hasle Bakker. Der var i forvejen sat pile op, så ingen kunne fare vild. Børnene var delt op efter alder, og der var en guldmedalje til de første 10 i hver aldersgruppe.

Imens dette løb foregik, var der aktiviteter på pladsen. Ramallah-spejderne havde opstillet en lille bod, hvor man kunne få sin cykel repareret, Med Unge Øjne havde en bod med kager og slik, og et telt med kager var også opstillet på pladsen. På sportsbanen var der opstillet trafikkegler, så børnene kunne lege på cyklerne.

Plads til flere deltagere
Nogle af arrangørerne på pladsen gav udtryk for, at selvom der kom en del, kunne der sagtens komme flere. Men på samme tid var Toveshøj på tur til Tyskland, og ved Brabrand Sø var der ’Sommerstemmer ved søen’, et poesiarrangement, som også havde deltagere fra Gellerup. Derfor kom de fleste af deltagerne nok fra Gellerup, men alt taget i betragtning så virkede fremmødet tilfredsstillende. Børnene så i hvert fald ud til at more sig, og dagen blev tydeligvis en succes.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt