Højriisparkens flyvende forhistorie

En vovehalsflyvning over Atlanten giver navn til boligforeningens afdeling 17

Af Sean Ryan Bjerremand, fotos stillet til rådighed af Brabrand Lokalhistoriske Arkiv

En tur gennem gaderne får os ofte til at stifte bekendtskab med mange navne, som vi måske ikke tænker over – hvilken tidsånd de repræsenterer og så videre. Der gemmer sig mængder af historier bag navnene. Også for Højriisparkens vedkommende.

Lad mig derfor præsentere læserne for en ung mand, som i 1923 flytter fra Brabrand til USA, hvor han lever i en årrække som pilot. I 1931, som 30-årig, ønsker han at skabe noget virkelig stort. Som den første dansker vil han flyve fra USA til Danmark,. Han møder en tysk-amerikansk forretningsmand, Otto Hillig, der efter nogen betænkning accepterer at finansiere projektet mod at komme med som ’blind passager’.

Den unge mand køber et fly og specialudstyrer det til den lange rejse. 2500 liter benzin fyldes på de specialbyggede tanke. Der er ingen radar og kun et lille kompas. Ingen radio og intet redningsudstyr. Deres forsyninger er et par dunke ferskvand og lidt chokolade. Sandsynligvis ville de færreste piloter i dag turde flyve en mindre indenrigsflyvning med det udstyr, men denne unge mand flyver i 17 timer gennem storm og regnbyger, mens han ikke kan se andet end Atlanterhavet under sig.

Efter 33 timer og et kvarter kommer flyet til Europa – dog ikke som planlagt til Kastrup, men til en lufthavn ved Bremen. Primitivt navigationsudstyr og uvejr undervejs har sendt dem ud på en forkert kurs, så de ender ved Spanien og flyver, til de segnefærdige af træthed lander i Tyskland. Dagen efter ankommer de til København, hvor de får en heltemodtagelse, inden turen går til Brabrand.

Den unge mand er Holger Højriis – den første danske pilot over Atlanten.

Århus’ borgmester ønskede ikke at feste
Dagen efter at 100.000 mennesker havde ventet forgæves ved Kastrup Lufthavn, ankom Holger endelig, og der var modtagelse på Københavns Rådhus og stor folkelig hyldest ved Palace Hotel samt en ridderorden fra kongen.

En flot modtagelse var der imidlertid ikke på Århus Rådhus. Borgmester Jacob Jensen (S) udtalte følgende:

”Har denne flyvning medført nogen fordel for menneskeheden? Ikke en krumme brød mere er der kommet, fordi Højriis er kommet over Atlanten. Jeg kan, som det vil forstås, ikke indrømme, at denne flyver har gjort samfundet nogen tjeneste.

Til alt dette kommer, at jeg finder det upassende for Århus altid at sjoske i hælene på København. At København fester for manden – lad gå. Vi herovre har andet at bruge vore penge til i disse tider. Nu siges det nok, at Højriis´s besøg intet skal koste Århus. Men vi skulle dog lave en middag for 100 personer eller flere, og det får man ikke helt gratis.”

Flagallé i Brabrand
Det blev derfor borgerne selv, der måtte tage imod Holger Højriis, da han landede på en mark uden for Brabrand. Det gjorde de til gengæld også – en flagsmykket hovedgade ventede på byens stolte søn.

I 1996 blev Højriisparken færdigbygget i naturskønne omgivelser ved Brabrand Sø omkring det sted, hvor Højriis var landet 65 år tidligere. Bag navnet på en lille afdeling af Brabrand Boligforening gemmer der sig et stykke Århushistorie, som fortæller om en tid, hvor tæring skulle sættes efter næring, og hvor teknologien hastigt tog en række indledende skridt frem mod det samfund, vi har i dag.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt