Barn i Søvangen i 50’erne

En beboer tænker tilbage på barndommens dage i det dengang nye boligkvarter

Tekst: Kirsten Hermansen, foto: Martin Ljung Krabbe samt Aase Christensen

Vi er mange i Søvangen, der kender Aase Christensen. Måske er det, fordi hun altid hilser venligt på alle, altid virker glad. Der er altid plads til smil, sjov og latter hos hende og i hendes nærhed. Hun fortæller gerne om en barndom i et dejligt kvarter, der på det tidspunkt endnu var omgivet af marker, og hvor Morten Korch-idyllen stadig herskede med bondegårde med storkereder og marker, der blev tilsået og høstet på gammeldags maner.

Aase Christensen er en af de mange beboere, der har boet i Søvangen i en menneskealder. Hun flyttede hertil, da bebyggelsen stadig var under opførelse, nemlig i 1954. De to første blokke på Louisevej, nr. 2-12 og nummer 38-48, var færdige. Hun flyttede ind på Louisevej 4 sammen med sine forældre og søskende, da hun var 10 år.

Aase med veninder

Aase med veninder

Et kvarter med familier og mange børn
De mange familier, der flyttede ind, havde børn, og der var altid jævnaldrende at lege med. En legeplads var en af de ting, der hurtigt blev etableret, og Aase husker især de store klatrestativer, hvor man om aftenen kunne mødes og hænge ud med andre børn, så stativet var fyldt fra top til bund.

En anden dejlig erindring var legene på regnvejrsdage i blokkenes kældre. Et forbudt sted for børn, men derfor meget mere spændende. Her kunne man gemme sig for de voksne i de mange viktualierum i kælderen. De var indrettet til beboerne med hylder til madvarer, før det blev almindeligt med køleskabe. Her kunne et barn snildt gemme sig på en af hylderne.

Alt omkring byggeriet i Søvangen var åbne marker, stedet var landligt, og tre gårde, der lå i det gamle Gjellerup, var stadig i drift. På markerne kunne man om efteråret plukke masser af champignon, og om sommeren tog man på udflugter til søen, hvor der endnu ikke var opført villaer.

Søvangen, som det lå med frit udsyn over mark og sø

Søvangen, som det lå med frit udsyn over mark og sø

Skolegang og vinterglæder
På den tid var Gellerupskolen (nu Sødalskolen) endnu ikke opført, og skolegangen var på Engdalskolen, hvortil man kunne cykle eller tage bussen.

”Dengang blev vejene ikke ryddet for sne på samme måde som i dag, så fra vintertiden husker jeg dejlige kælketure ned ad Louisevej. Turen nedad var herlig, men puha, der var langt op igen,” fortæller Aase Christensen.

Aase med sin lillesøster på  Søvangens butikstorv

Aase med sin lillesøster på Søvangens butikstorv

Søvangens lokale butikstorv
Stedet havde sit eget indkøbscenter dengang – et lille torv øverst på Louisevej. City Vest var endnu ikke bygget, men her var bager, gartner, slagter og købmand. Senere kom der også kiosk og mejeriudsalg.

Aase arbejdede som voksen i købmandsforretningen i 10 år.

Far blev vicevært
Aases far blev vicevært i Søvangen i 1955. Derfor flyttede familien til et hus på Birgittevej.

Aase husker årene, hvor hendes far var vicevært, som en tid, hvor alle kendte alle. Der blev holdt justits og selvjustits. Hvis hendes far fik øje på børn, der smed affald på fællesarealerne, så tog han fat i dem og forklarede dem, at der skulle samles op.

”Det var konsekvens-pædagogik helt efter bogen.”

Alligevel var der også tid til at yde service lidt ud over det sædvanlige, og beboere kan have set hendes far klatre op ad et nedløbsrør for at skaffe en beboer adgang til hjemmet. En beboer, der havde lukket sig selv ude, og som også havde glemt at aflevere den ekstra nøgle, som viceværten normalt havde til lejlighederne.

”En totalservice ud over det sædvanlige. Den kunne man ikke få i dag,” siger Aase Christensen.

”Vedligehold og snerydning tog desuden den tid, det tog, men da der ikke var så meget bilkørsel, så gjorde det jo heller ikke så meget.”

Aase og hendes søster på altanen, bagved skimtes byggestilladser

Aase og hendes søster på altanen, bagved skimtes byggestilladser

Kollektiv forskønnelse af kvarteret og traditioner
Dengang var Søvangens udtryk mere blomstrende om sommeren.

”Hvert forår kunne og skulle man hente udplantningsplanter hos viceværten. Det var inkluderet i huslejen, og det var en pryd for Søvangen, da alle dengang havde næsten ens planter på alle altaner, og intet vasketøj var synligt,” husker Aase.

Fastelavn med tøndeslagning var en fast tradition næsten helt fra begyndelsen, og mange kolde søndags-fastelavns-tøndeslagninger kan huskes af alle familier med børn.

Aldrig flyttet fra Søvangen
Aase blev voksen og gift og flyttede selv i egen lejlighed på Annettevej 2. Derfra har hun kun rykket sig meget kort, nemlig til et rækkehus et stenkast overfor. I øvrigt et hus, hvor hun som ganske ung færdedes meget, idet hun her passede husets tre børn.

Selv har hun aldrig haft lyst til at flytte væk fra Søvangen, og da man tidligere ofte arbejdede i nærheden af bopælen, var det heller ikke nødvendigt.

”Jeg har altid været glad for og tilfreds med at bo i Søvangen, og jeg er ikke den eneste. Der er mange andre, der har boet her i 30-40-50 og måske også 60 år. Jeg håber, at det vedbliver med at være et godt sted at bo. Her kender jeg rigtig mange, og her bor hele mit netværk,” slutter Aase vores snak om hendes barndom og voksenliv på samme dejlige plet.

Aase i Søvangen

Aase i Søvangen




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt