Afd. 19: Tre unge piger valgt i Bronzealdervænget

Afdeling 19 – Bronzealdervænget

Beboerne i ungdomsboligerne spurgte til katte, hunde og tv-kanaler

Af Helle Hansen, foto af Pernille Benzon

Formanden for boligforeningens ungdomsboliger på Bronzealdervænget, Rasmus Danielsen, kunne efter septembers afdelingsmøde byde velkommen til tre nye medlemmer af afdelingsbestyrelsen.

Bronzealdervænget fik tre nye medlemmer og en suppleant valgt til afdelingsbestyrelsen, som nu er fuldtallig.

Bronzealdervænget fik tre nye medlemmer og en suppleant valgt til afdelingsbestyrelsen, som nu er fuldtallig.

Under beretningen kunne Rasmus ellers fortælle, at bestyrelsen i det forløbne år kun har bestået af to medlemmer af bestyrelsen. Måske derfor havde der ikke været den store mødeaktivitet i løbet af året.

Der har dog været holdt et par fester, men ikke så mange, fordi festudvalget heller ikke eksisterer længere. Rasmus så derfor gerne, at der kom flere til, så man måske kunne genoplive de fester, hvor det gik på omgang i opgangene.

Ståldøre mod indbrud
Der har været lidt problemer med tyverier. Det var blevet aftalt med inspektør Robert Hansen at købe fem ståldøre, som gerne skulle hjælpe på problemet, idet de nuværende døre er for nemme at brække op.

Fra forsamlingen var der spørgsmål til, hvorfor man ikke må holde husdyr. Det blev oplyst, at man gerne må holde mindre dyr som fugle og fisk. Men hvis det handler om større dyr som katte og hunde, så kræver det en ekstraordinær indkaldelse med afstemning om emnet og en ændring af ordensreglementet.

Der var også spørgsmål fra salen om, hvorvidt man kan melde sig ud af Stofa, hvis man ikke ønsker at være medlem. Der er varslet en prisstigning, og spørgsmålet kom, fordi flere af de unge ikke ser tv på traditionel vis. Peter Iversen fra foreningsbestyrelsen kunne fortælle, at man for øjeblikket ser på sagen med Stofa i Foreningsrådet.

Enighed og huslejestigning
Budgettet for 2014 foreslog en huslejestigning på 1,63 procent pr. kvadratmeter om året.

Der blev spurgt ind til, hvad der sker, hvis man stemmer imod budgettet. Det blev forklaret, at kommunen så går ind og fastsætter stigningen i henhold til et gennemsnit. Det gennemsnit vil med sikkerhed være højere end det, som er foreslået, da boligforeningen har meget fokus på, at stigningen i Bronzealdervænget skal holdes på absolut minimum.
Budgettet blev vedtaget enstemmigt.

Kampvalg
Formandens opfordring til at stille op til afdelingsbestyrelsen var blevet hørt, og det medførte, at der var hele fire kandidater at vælge imellem, da der skulle vælges tre nye afdelingsbestyrelsesmedlemmer.

Peter Yde, der som suppleant var på valg, ønskede ikke at genopstille.
Caroline Mogensen, Lisa Nielsen Snedker og Linda Johannesen blev valgt, mens Cecilie Riishøj Rasmussen blev 1.-suppleant.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt