Pearl – kvinde med soul i Søvangen

Soulsangerinden Pearl Cutten står foran at udgive sin debutplade – og så bor hun i Søvangen

Tekst og foto: Elsebeth Frederiksen

Da Pearls lejlighed er ved at blive malet, mødes vi i City Vest til en kop kaffe og en snak. Hun kommer til tiden med et stort smil og begynder at snakke om sit liv og sin musik.

Pearl Cutten er glad for at bo i Søvangen

Pearl Cutten er glad for at bo i Søvangen

Pearl Cutten stammer oprindeligt fra Botswana i det sydlige Afrika, men flyttede til Danmark i 1985 som 14-årig, da hendes mor mødte en dansk mand, som hun blev gift med. Senere flyttede hun til Aarhus og har boet i Søvangen i ca. 15 år. Hun er rigtigt glad for at bo i Søvangen.

”Jeg er fra Afrika vant til, at man bare kan åbne døren og gå lige ud i naturen,” forklarer Pearl.

Det kan man netop i Søvangen, hvor hun bor i stuen og kan åbne sin stuedør ud til haven. Der er grønt, og man kan følge med i årstiderne. For Pearl er de grønne områder nærmest spirituelle, som giver hende inspiration både i hverdagen og til musikken.

Hun kan godt lide, at der bor mange ældre mennesker i Søvangen, fordi man passer godt på hinanden. Man kommer ikke på besøg til kaffe, men man lægger mærke til hinanden, hvis man ikke er der. F.eks. havde hun været i Afrika i to måneder og mødte en nabo i bussen, som havde lagt mærke til, at hun havde været væk.

Da resten af familien bor i Afrika, med undtagelse af et enkelt medlem i England, har hun sin egen familie af venner i Søvangen. Hendes bedste veninder bor i samme blok og i den blok, hun selv boede i før. Derfor er Søvangen også speciel for hende, fordi vennerne bor så tæt på.

Karrieren tager fart
Nu udkommer Pearls debutalbum endelig efter mange års stræben efter en kontrakt og hårdt arbejde, som har bragt hende både på turné i Tyskland og Rusland. Der har været lidt problemer med at mikse pladen, og den skulle have været udgivet i oktober, men nu bliver den lidt forsinket. Hun har arbejdet med mange fremragende musikere, og på spørgsmålet, om det ikke ville være bedre at flytte til København, er svaret, at det ville det nok, men at hun pga. sønnen på 17 vil blive i Aarhus, i hvert fald til han er færdig med skolen.

Men hun kan ikke lægge planer bagefter, men vil se, hvor karrieren tager hende. Men hun trives også i Aarhus. Hun har arbejde som sanglærer i Get2Play på Tovshøjskolen, hvor hun har nogle ”dejlige talentfulde unge”, samtidig med at hun arbejder som SOSU-hjælper på et plejehjem i Hammel.

Det er for hende en fordel at have dette arbejde, da det giver større fleksibilitet med hensyn til karrieren som sangerinde. For det er det, der nu skal satses på. Danmark er måske et for lille marked til hendes soulmusik med verdensmusikinspiration, og hun mener, at der er et større marked i Tyskland, hvor den slags musik er mere kendt og populær.

Men lige nu skal pladen ud, og så bliver det spændende, hvad fremtiden bringer for Pearl fra Søvangen.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt