Hans er her ikke mere

Foreningsbestyrelsesmedlem og Skræppebladets førstemand Hans Esmann Eriksen er død

Af Skræppebladets redaktion, foto Bo Sigismund

Det var trist at modtage beskeden om, at Hans var sovet ind om morgenen tirsdag den 19. november. Efter et lille halvt års kamp mod kræft i bugspytkirtlen måtte Hans give op og forlade denne jord. Det var alt for tidligt, for Hans var slet ikke færdig med alle de store projekter, han havde gang i.
Heriblandt var Skræppebladet, som Hans stædigt arbejdede for at revitalisere, efter at bladet i en årrække ikke rigtig blev anerkendt i forhold til den daværende administration og ditto foreningsbestyrelse.

Hans Esmann Eriksen

At Hans selv kæmpede en brav kamp mod sin egen ordblindhed, stoppede ham ikke i at blive medredaktør af bladet, hvor han gennem årene ofte tog sig af at skrive mange af de mere komplicerede og tunge artikler. Samtidig var Hans omsorgsfuld og hjælpende over for hvert enkelt redaktionsmedlem, som dukkede op og gav udtryk for, at de måske havde lyst til at lege med.

I Gellerup blev Hans berømt som honning-manden. Her var han også aktiv i Perlevennerne. Og opdagede Hans bare et lille glimt af ildsjæl og idealisme bag en handling, så sneg der sig tit et lækkert gyldent glas med hjemmeslynget honning ud af bagagerummet i Hans’ bil.

Men det var boligforeningen og dens fremtid, som gennem alle årene havde Hans’ største interesse, og det var her, han lagde det meste af sin energi.

Hans flyttede til Sonnesgården i 2003 og markerede sig straks, uanset at den almene boligverden var et nyt område for ham. Helt fra sin studietid medbragte han en dyb indsigt i organisationsverdenen, som han drog stor nytte af. Han sad en periode i afdelingsbestyrelsen, men indså hurtigt, at det var hele foreningen, der måtte blive målet for hans ideer til udvikling og forandring. Han var 1.-suppleant til foreningsbestyrelsen i flere år og var i perioder også medlem. Og sideløbende tog han fat på en fornyelse og organisatorisk styrkelse af Skræppebladet.

Hans havde langsigtede mål og visioner for alt, hvad han arbejdede med. Naturligvis mødte han også modstand, og han stiftede også bekendtskab med ufine metoder, og nogle undervurderede ham. Med det var forkert, for med sin formidable evne til at skabe netværk, analysere tilstande og fastholde et mål, viste Hans sig som en faktor, man ikke bare kunne komme udenom, samtidig med at han var tålmodig og ordentlig mod folk. For Hans var hverken tilbageslag eller opnåede resultater nok – der var bestandig udfordringer og udviklingsmuligheder.

Enhver kunne efter forårets repræsentant-skabsmøde se, hvor glad og lykkelig Hans var over igen at træde ind i foreningsbestyrelsen med stor opbakning fra repræsentantskabet. Her lykkedes det ham allerede inden sommerferien at være med til at sætte gang i de store forandringsplaner, som boligforeningen gennemgår netop nu. Og fra sin sygeseng på hospicet i Stavtrup fulgte Hans til det allersidste spændt med i, hvem der i fremtiden kommer til at lede den forening, som han selv har lagt så mange kræfter i at være med til at sætte på rette kurs.
Hans nåede desværre ikke helt til mållinjen i forhold til at få sat ansigt på, hvem der skal løfte arbejdet som direktør og chefer. Men han nåede at få feltet af ansøgere præsenteret, og han var sikker på, at hans bestyrelseskolleger nok skulle gøre arbejdet med at vælge de rigtige personer færdigt.

Hans var helt sin egen på en hyggelig og finurlig måde. Og han havde en vennekreds, som rakte mange år tilbage i tiden og som spændte over både tidligere kolleger, bridge-spillere, honningfolk, naboer fra Sonnesgården, Skræppeskribenter, bestyrelseskolleger og Perlevenner fra Gellerup. Og de flokkedes alle sammen om hans seng i den sidste tid, hvor Hans på trods af sin sygdom ofte tog imod op til otte-ti besøg hver eneste dag. Og så var der tid til spændende snakke og diskussioner, og tit også belærende samtaler, hvor Hans fik sagt, hvordan han så på tingene og mente, at en udfordring skulle klares.
Nu står vi tilbage uden Hans, med et Skræppeblad, som har mistet sin fornemmeste bannerfører.

På redaktionen er vi klar til at forsøge at bære faklen videre i Hans’ ånd og arbejde for, at der skal være plads til alle, som har lyst og mod på at være med. Og hele tiden huske på, at en sag altid har flere sider. Sådan var det nemlig med Hans, han nåede altid hele vejen rundt og så på tingene fra mange forskellige vinkler.
Hans efterlader sig døtrene Nanna og Eva
og pigernes mor, Gerda, samt Nannas kæreste, Svend. De var alle fire ved Hans’ side til det sidste i den svære tid med sygdom.
Vi føler med jer og er glade for, at vi fik lov til at dele Hans med jer.

Æret være Hans’ minde.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt