Bogbindernørden Peter Kjellerup fra Søvangen

Første nørd i vores nye serie er Peter Kjellerup, der indvier os i bogbinderiets ædle kunst. En kunst, som næsten er ved at uddø på grund af brugen af maskiner

Tekst af Elsebeth Frederiksen. Fotos Martin Ljung Krabbe

Brugerne af Beboerhuset i Søvangen tager godt imod Skræppebladets udsendte og byder dem på kaffe og fastelavnsboller. Her i huset er der plads til at dyrke sine hobbyer, og der er både keramik-, sten- og bogbinderværksted, der bliver ivrigt brugt.

I dag skal vi snakke med Peter Kjellerup, som har sit lille værksted nede i kælderen. Der sidder han nogle aftener om ugen og binder bøger ind helt fra bunden. Peter Kjellerup er 70 år gammel og oprindeligt fra Randers. Han er i dag pensioneret skolelærer og har en kort periode siddet i Århus Byråd for Dansk Folkeparti. Nu har han tid til sin lidt sjældne hobby, som ikke mange dyrker mere.

Månedens nørd
Skræppebladets nye artikelserie ”Månedens nørd” handler om beboere, som har en hobby, en passion eller et stort engagement, der er ud over det sædvanlige. Noget, personen virkelig brænder for og går op i.
 


 
Er din nabo en sådan nørd, er du selv, eller kender du andre i boligforeningen, som laver noget specielt?
Så giv Skræppebladets redaktion et tip – og du vil få en lille belønning, hvis vi vælger din nørd.

Lærte håndværk på kursus
”Jeg startede på et bogbinderkursus i 1999 via FOF og holdt så ved i 10 sæsoner,” forklarer Peter Kjellerup. Grunden til, at han startede, var, at han selv havde nogle bøger i meget dårlig stand, som han gerne ville lære at binde ind.

At det ikke længere er nødvendigt med kursus, er ret tydeligt, når man ser på rækken af bøger, som står på hylderne i værkstedet. Han påpeger også, at de sidste år på kurset handlede lige så meget om det sociale, som at lære noget. Han viser og forklarer, hvordan man binder en bog ind. Det er en længere proces, end man umiddelbart skulle tro. Bogen skal blandt andet sprættes op, rettes til, måles, sys og stives af, inden der skal pap og papir på til sidst. Det kan godt tage op til en måned at binde en enkelt bog ind, fordi der er så mange detaljer, så man skal være tålmodig med arbejdet.
”Men jeg er gammel lærer, så det er jeg vant til.”

Peter Kjellerup har en taske fuld af værktøj, som han bruger til sin hobby

Peter Kjellerup har en taske fuld af værktøj, som han bruger til sin hobby

På den helt gammeldags måde
Peter Kjellerup har en taske fuld af værktøj, som han bruger til sin hobby, samt nogle træredskaber, som står på gulvet. De er blandt andet til at stive bøgerne af med. I dag bliver bøger indbundet af maskiner, og derfor er der meget få, der gør det hele i hånden. Peter Kjellerup er dog nødt til at betale sig fra det, hvis han vil have guldskrift på ryggen af bøgerne. Det får han lavet på maskiner, og det kan godt løbe op i 100 kr. pr. bog.

Han binder også ind for andre, men så skal de være tålmodige, fordi det er en langsommelig affære, og han sidder ikke hver aften og arbejder. Men selvom der ofte er mange mennesker i beboerhuset, sidder han nogle gange alene om aftenen, og det har han ikke noget imod.

”Det handler om at lave noget, man holder af at lave, uden at tænke på tiden og de penge, man bruger på det.”
Peter Kjellerup opfordrer alle til at få sig en hobby, fordi det er en stor oplevelse at indleve sig i noget, man virkelig er glad for at lave.

Et udvalg af Peter Kjellerups indbundne bøger

Et udvalg af Peter Kjellerups indbundne bøger




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt