Planeterne fortæller boligforeningens historie

Det seneste halve år har boligforeningen oplevet store omvæltninger. Skræppebladet har bedt astrolog Gunhild Weisbjerg kigge på Brabrand Boligforenings horoskop

Af Helle Hansen

I dette nummer af Skræppebladet bliver fremtidens nye ledelse i Brabrand Boligforening præsenteret, efter at der i løbet af det seneste halve år er blevet skiftet ud på næsten alle ledende poster.

Det begyndte i maj 2013, hvor udviklingsdirektør Flemming Kristensen nærmest fra dag til dag frivilligt fratrådte. Umiddelbart efter sommerferien kom så beskeden om, at foreningens mangeårige direktør, Torben Overgaard, hen over efteråret ville fratræde sin stilling for at gå på pension.
Ved udgangen af august blev foreningens nyansatte driftschef fyret. Og i det senere efterår blev der sagt farvel til boligforeningens hidtidige administrationschef, Rune Utoft.

Hvad siger planeterne
De mange forandringer i boligforeningens top har i de seneste seks måneder nærmest stået i kø for at komme til. Og det har uden tvivl været en af de mest omskiftelige perioder i den snart 66 år gamle boligforenings historie.

På Udsigten i Brabrand bor astrolog Gunhild Weisbjerg. Hun har i mange år lagt horoskoper for mennesker, der gerne vil høre, hvad planeternes placering betyder for dem.

Skræppebladet har spurgt, om Gunhild Weisbjerg vil prøve at tage et kig på boligforeningens horoskop for at se, om det ville have været muligt at forudse, at perioden ville byde på så mange forandringer. Og måske også komme med et bud på, hvad der kommer til at ske i fremtiden.

Pluto og skæbneplanet på spil
Gunhild Weisbjerg har sagt ja til Skræppebladets udfordring. Og med viden om, at Brabrand Boligforening blev stiftet den 29. april 1948 på en generalforsamling, der blev holdt på Brabrand Kro, er hun gået i gang med at slå streger og trække linjer på horoskopet, som kan være med til at fortælle, hvad planeterne sige.

Og hun kan allerede ved et hurtigt kig på planeten Plutos placering i horoskopet fortælle, at de store omvæltninger på administrationsgangen ikke er overraskende. For Pluto har stået i det 7. hus, der er huset for samarbejde, og her er skæbneplaneten også på vej ind. For øvrigt kan Gunhild Weisbjerg se, at boligforeningens horoskop også viste tegn på udfordringer tilbage i 1976. Det var præcis den gang, hvor boligforeningen var på nippet til at gå konkurs og derfor måtte sælge både Gellerup-centret, kultur-centret og en masse jordarealer fra for at redde skindet.
I næste nummer af Skræppebladet kan du læse meget mere om, hvordan Gunhild Weisbjerg lægger horoskopet og tolker planeternes betydning for Brabrand Boligforening.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt