Lejere får mulighed for at genvinde tabt anciennitet på ventelisten

Højesteret har afgjort en principiel sag om Aarhusboligs venteliste til fordel for lejere, der ellers var røget af listen

Af Helle Hansen – illustration (kun online) fra Skræppebladets blog-arkiv

Den 7. februar faldt der dom i en Højesteretssag, som kan få betydning for op imod 40.000 mennesker, som eller var blevet slettet på ventelisten til en bolig i Århus.
Med dommen kan mange medlemmer af AARHUSbolig nu få deres plads tilbage i køen, fordi de får mulighed for at tilbagevinde deres anciennitet.

Strid om girokort
Hele retssagen drejer sig om et årligt gebyr på 100 kr. Det er det årlige beløb, AARHUSbolig siden 2010 har opkrævet hos medlemmer, der ønsker at stå på ventelisten.
Højesteretssagen gik på, om det var AARHUSboligs ansvar, at de boligsøgende modtog det girokort, der blev sendt ud i december 2010, dengang de nye regler blev indført.
Mange af de boligsøgende blev dengang slettet fra ventelisten, fordi de ikke betalte deres årlige ventelistegebyr. Men mange medlemmer modtog aldrig girokortet med gebyret, selv om det var sendt til den korrekte adresse.

Ansvar for brev hos AARHUSbolig
Efter dommen i Højesteret står det klart, at det er AARHUSbolig, der har ansvaret for, at girokortene når frem til modtageren.
De medlemmer, der ikke modtog et girokort i 2011 og 2012, kan derfor nu søge om at få deres anciennitet på ventelisten tilbage. Det sammen gælder også de lejere, der har betalt deres gebyr mindre end tre uger for sent.


Sådan får du din anciennitet tilbage

Du kan få din anciennitet tilbage, hvis
– du ikke modtog et girokort, da gebyret skulle betales i 2011 eller 2012
– du betalte dit gebyr for sent – dog senest tre uger for sent i 2011 eller 2012
– du betalte til et forkert kontonummer – dog senest tre uger for sent i 2011 eller 2012

Vigtigt: Det er en forudsætning, at din adresse hos AARHUSbolig var den samme som din folkeregisteradresse, da opkrævningen af gebyret blev udsendt i december 2010.

For at få din anciennitet tilbage skal du gøre følgende:
Sende AARHUSbolig en bopælsattest eller en udskrift af din adresse fra www.borger.dk
Udfylde skemaet ”Genopret” på AARHUSboligs hjemmeside www.aarhusbolig.dk – du kan også få skemaet udleveret hos Brabrand Boligforenings administration.

Mail det udfyldte skema og adresseoplysningerne til genopret@aabnet.dk
– eller aflever det hos Brabrand Boligforenings administration på Rymarken 2, 8210 Aarhus V.

Du må forvente en svartid på tre uger.

Illustration fra Skræppebladets blog-arkiv.

Illustration fra Skræppebladets blog-arkiv. Skræppebladet har løbende skrevet om de nye regler for venteliste og anciennitet.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt