Øllet blev Oles skæbne

Skræppebladets udsendte fik en på opleveren ved håndbryggerlaugets arrangement med en gammelkendt øl-entusiast og tidligere Skræppebladsredaktør

Af Sean Bjerremand, foto Martin Krabbe

”Temaet er øl, ost og chokolade. Vi smager forskellige øl sammen med ost og chokolade, så vi kan blive klogere på de øltyper, som passer sammen med klassiske desserter.”
Sådan lød en rundskrivelse fra Haandbryggerlauget af 1970 ved Tousgaardsladen til lavets medlemmer, en invitation, som også var kommet Skræppebladets redaktion for øre.

Ole Madsen

Ole Madsen

Udsendt reporter med forbehold
Ølsmagning i håndbryggerlavet! Om det var noget for mig at lave en historie fra?
Jeg er afholdsmand og dispenserer kun meget sjældent fra ikke at drikke, så jeg må indrømme, at jeg til at begynde med følte mig i et noget forkert lag. Og det blev ikke nemmere af, at der var en meget stor rund mand, der begejstret fortalte om diverse øl.

Den store mand er Ole Madsen, tidligere redaktør på Skræppebladet og medstifter af Danske Ølentusiaster, hvor han er chefredaktør på bladet ØLentusiasteN, der er Danske Ølentusiasters medlemsblad.

Desuden er Ole klummeskribent om øl på Ekstra Bladet, håndsvende-brygger og underhåndsbrygmester i Nordisk Haandbryggerakademi – og ikke mindst æresmedlem i Haandbryggerlauget af 1970.

Charmeret med smagsoplevelser
Det skal her indrømmes, at Ole Madsen faktisk er yderst charmerende – og at det nok bare var mine fordomme, der spillede mig et lille puds.

Ole havde på forhånd som erklæret målsætning at guide aftenens deltagerne igennem mindst otte øl, fire oste og fire chokolader. Derudover var der masser af markante meninger, saftige røverhistorier og opløftende anekdoter fra øllets forunderlige verden.

Moralske kvaler kvalt
Come on, Bjerremand – du kan bruge din tid bedre! Hvorfor lade en hel aften gå med at drikke af ni forskellige øl. Og du skal på arbejde i morgen….
Den moralske overdommer var på arbejde. Men blev noget formildet, da den første Altbier blev tappet fra tønden. Den smagte fantastisk! Jeg er som sagt afholdsmand, derfor nøjedes jeg med at nippe. Men det var som dråber fra paradis!

Godt så. Ni øl var på tapetet. Og vi skulle samtidig spise af diverse oste, som lå på tallerkenen, og så starte fra ”klokken seks” og bevæge os med uret.

Ni øl. Jeg fyldte pænt nogle dråber i glasset, når de andre fyldte deres glas helt op. Men min begejstring var trods mindre indtagen ikke mindre end deres, og smagen var fantastisk.

Med oste og øl af forskellige aromaer nøje tilpasset smagsløgene. Vi startede med kombinationen af en New York Lager og en mild øl og endte med en stærk østrigsk øl og en lige så stærk Gorgonzola ost.

Drikker med måde
Der er 25 deltagere til stede, og Skræppebladet taler lidt med et par stykker.

”Søren, hvad er din yndlingsøl?”
”Det er helt klart Indian Pale Ale. Det var en øl, som englænderne ikke kunne brygge i Indien, fordi det var for varmt dernede. Så for at det kunne holde, smed de en ordentlig omgang humle i, så den blev ret stærk.”

Søren fortæller ligeledes, at det er meget sjældent, at nogen går beruset hjem. Måske lidt rødmossede i kinderne, men heller ikke mere.

Kenneth Zyceh arbejder til daglig som ufaglært pædagog på en døgninstitution. Han er glad for at komme i håndbryggerlavet, fordi øl er meget mere, end hvad man kan købe i et supermarked. Han forklarer, at det fantastiske ved ølbrygning er, at folk, der brygger, kan blande ingredienser ud fra deres myriader af viden omkring smag, og at man altid kan få en overraskelse.

Han viser mig begejstret en øl med en lidt bitter smag og spørger mig, om jeg fik smagt den?
Ja, det gjorde jeg– og ja, øllene på bordet den aften var meget varierende i smag.

En fordomsfri oplevelse
Det blev ikke til en hel aften i Haandbryggerlauget. Skribent og fotograf skulle hjem og op på arbejde næste dag. Alligevel blev det til en herlig aften, hvor en afholdsmand fra Gellerup blev mindet om, at der er liv på den anden side af broen af ens holdninger og fordomme.


Haandbryggerlauget af 1970

Mødes en gang om ugen i sidefløjen til Tousgårdsladen på Toveshøj – og der er åbent for flere medlemmer fra Brabrand Boligforening. Der er offentlig transport næsten lige til døren.

Mere om Haandbryggerlauget i Skræppebladet:

 




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt