B for Børge, BIF og Brabrand

Brabrands historie har været Børge Nielsens store interesse i de næsten 30 år, han har været aktiv frivillig i Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv

Af Helle Hansen foto Martin Krabbe

Børge Nielsen

34 trin er der op til Brabrands ældste bygningsværk, som Børge Nielsen tager os med ud til, da Skræppebladet mødes med ham for at skrive en artikel om månedens nørd.

Trinnene fører op ad en skrænt lige på kanten mellem Brabrand og Årslev cirka 50 meter vest for UNO X-tanken på den nordlige side af Silkeborgvej.
Bygningsværket er en kæmpestor stendysse, som kaldes Årslev-dyssen. De fem store sten var for omkring 5000 år siden et gravkammer for nogle af de allerførste Brabrand-borgere.

Selv har Børge Nielsen været borger i Brabrand siden 1934, hvor han som femårig flyttede til byen fra Tilst sammen med sin far, fordi hans mor var død.

Siden har den nu 86-årige Børge boet i Brabrand. I 1954 blev han gift med Gerda. Det nygifte par flyttede ind i en toværelses lejlighed i Søvangen. I 1967 rykkede familien, hvor der nu var kommet to børn til, ned på Udsigten i Hans Broges Parken, og her kunne Børge og Gerda den 15. maj fejre diamantbryllup.

Månedens nørd
Skræppebladets nye artikelserie ”Månedens nørd” handler om beboere, som har en hobby, en passion eller et stort engagement, der er ud over det sædvanlige. Noget, personen virkelig brænder for og går op i.
 
Er din nabo en sådan nørd, er du selv, eller kender du andre i boligforeningen, som laver noget specielt?
Så giv Skræppebladets redaktion et tip – og du vil få en lille belønning, hvis vi vælger din nørd.

Spejderjubilæum tændte en gnist
For mange er Børge Nielsen kendt som et omvandrende leksikon, når det kommer til spørgsmål om Brabrands historie. Han er æresmedlem i Brabrand IF, hvor han spillede fodbold i mange år, og Børge skriver stadig den nostalgiske spalte i klubbladet.

Som dreng var han spejder. Og det var et 25 års jubilæum hos de Grønne Spejdere i Brabrand, der blev starten på det, vi i dag kender som Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv på Gellerup Bibliotek. Det var Børge nemlig med til at tage initiativ til.

”I 1983 fejrede Brabrands Grønne Spejdere 25 års jubilæum. Det kunne ikke passe, mente jeg, for jeg havde selv været grønspejder i 1942. Men det viste sig, at spejderne næsten var lukket ned i 1949, da min årgang skulle ind som soldat, så 25 års jubilæet var for den nye udgave af spejderne. Men interessen for at kigge tilbage i tiden var vakt, og pludselig kunne jeg huske, at overbibliotekar H. Madsen nogle år forinden, da Brabrand Bibliotek blev indviet på Brabrandhus, havde nævnt, at der nu var mulighed for at lave et lokalarkiv i Brabrand,” fortæller Børge Nielsen.

Børge Nielsen

Starten på et arkiv
Børge og en anden lokalhistorisk interesseret, Bendt Christensen, blev enige om at annoncere efter folk, der ville være med til at lave et lokalt arkiv.

Der dukkede 30 nysgerrige op til mødet den 24. september 1982 og flere meldte sig med det samme til at være aktive i Lokalhistorisk Samling i Brabrand-Årslev. Inden aktive lokalhistorikere fik et lokale på biblioteket, lå alle papirerne og billederne i poser under sengen hjemme i privaten hos Gerda og Børge. Men endelig fik de anvist et lokale, så den officielle åbning af arkivet kunne finde sted den 17. november 1983.

I 1991 blev Brabrand Bibliotek lukket i forbindelse med en sparerunde i Århus Kommune. Og i en kort tid var lokalarkivet husvild, indtil det i januar 1992 rykkede ind i dets nuværende lokale på Gellerup Bibliotek.

August F. Schmidt
Før Børges tid fandtes også en anden Brabrand-borger, der var bidt af lokalhistorien. Det var August F. Schmidt, der har skrevet et værk på otte bind ”Brabrand og Årslev Sognes Historie”, som strækker sig fra oldtiden og frem til 1962.

Den samling har Børge selvfølgelig stående hjemme i reolen, og den har han læst og kigget i mange gange. Faktisk har Børge også skrevet om August F. Schmidts liv og bedrifter i årbogen Østjysk Hjemstavn.

Børge Nielsen

Arvet et samlergen
”Interessen for historien stammer ganske givet fra, at jeg har et samlergen. Det havde min far også, han samlede alt. Fandt han et gammelt bræt med et søm, så hev han sømmet ud, og gemte begge dele.

Det stammer nok fra krigens tid. Men det betyder, at jeg har søm og skruer nok til resten af mit liv,” griner Børge og afslører, at han selv har nedskrevet og gemt holdopstillingerne, målscoringer og resultater fra samtlige de kampe, han selv har spillet fra juniortiden, og indtil han sluttede på 1. holdet mange år senere.

”Og nu har jeg renskrevet dem. Og en dag skal de også op i arkivet,” lover han.

Livshistorie på skrift
”Jeg er også gået i gang med at nedskrive mine egne erindringer. Ikke i kronologisk rækkefølge, men i temaer, som arbejds- og foreningsliv. Og så har jeg også dagbøger fra næsten alle vores ferierejser,” fortæller Børge, der i 39 år arbejdede på Jernkontoret i Århus, mest som rejsende repræsentant. Han sluttede af på arbejdsmarkedet med 13 år hos Hofman Stål på Edwin Rahrs Vej.

Ved siden af jobbet har Børge i mange år også været lokalskribent for Brabrand blandt andet i Demokraten, Stiften, lokale distriktsblade og også i Skræppebladet.

Pensioneret lokalhistoriker
Det er efterhånden tre år siden, at Børge Nielsen lod sig pensionere som aktiv i Lokalarkivet på Gellerup Bibliotek. Men han hjælper af og til med at identificere gamle Brabrand-billeder, som lokalarkivet får indleveret uden oplysninger bagpå bagsiden. Og han indsamler også stadig relevant arkivmateriale fra idrætsforeningen og fra Brabrand Lokalcenter.

”Materialet bliver hvert halve år hentet her i hjemmet på Udsigten af Svend-Erik Christiansen fra lokalarkivet på Gellerup Bibliotek, så det er en meget god ordning,” siger Børge med et smil, der afslører, at han stadig er rimelig meget bidt af det med lokalhistorien.




Del eller print denne side:  


2 kommentarer til
“B for Børge, BIF og Brabrand”


  • 1

    Mads Schou Jensen skriver:

    Har i kontakt information på Børge Nielsens, jeg er ved at undersøge mit stamtræ og min mormor Jytte Andersen gift til Åge Andersen (begge fra Brabrand) har givet vores stamtavle til Børge Nielsen da han var meget interesset i Brabrands historie og ønskede den. En kopi af stamtavlen ville være perfekt til at fortsætte min undersøgelse. vh Mads Schou Jensen


  • 2

    Mads Schou Jensen skriver:

    Min email er ms@mads-schou.com eller pr. telefon +45 36 99 29 66. Men email er bedst.


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt