Efter folkeafstemningen

Tanker om de vanskelige valg

Af Inger Bloch – illustration: Regitze Dan Lambaa

I skrivende stund er jeg i en lidt mærkelig situation; jeg vil gerne skrive om valget til Europa- parlamentet og afstemningen om Patentdomstolen.
MEN i øjeblikket er der ni dage til folkeafstemningen, og når I læser denne klumme, er valget afviklet, og resultatet foreligger.

Modstridende oplysninger
Når man søger oplysninger om EU-patentdomstolen, bliver fordele og ulemper beskrevet – alt efter om udsagnene kommer fra tilhængere eller modstandere; det er vel logisk nok, men det gør det egentlig ikke nemmere at tage stilling.

Reglerne man kan finde, forekommer ret vage – så det er ikke nemt at gennemskue, hvilke konsekvenser henholdsvis et ja eller et nej vil få.
Men vi skal altså til stemmeurnerne, da et ja til Patentdomstolen vil medføre suverænitetsafgivelse. I Nudansk Ordbog er suverænitet forklaret således: ”det at en stat er selvstændig og bestemmer over sine indre anliggender”.

Hvad er rigtigt?
Når det kommer til valg af kandidater til Europa-parlamentet, kan det også være lidt svært; hvem skal man tro på? Selvom de opstillede kandidater sommetider agiterer for helt modsatte synspunkter, er de hver især helt overbeviste om, at de ved, hvad der er bedst for os alle sammen!

Til trods for alt dette er det vigtigt, at vi finder ud af tingene og stemmer efter vores bedste overbevisning; det er ikke ligegyldigt, hvem der bliver valgt – helt op til ca. 60 % af vores lovgivning stammer fra EU.

En utopi?
Op til valget har mange sikkert tænkt: Hvorfor skal det være så svært?
De fleste af os ønsker vist blot et fredeligt Europa, hvor landene har mest mulig selvbestemmelse, og hvor få har for meget og færre for lidt!

Tiden må vise, hvordan det går.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt