Nabo reddede fest med sang

Gellerups Go’ Nabodag og grundlovsfest rykkede indendørs, men det blev en rigtig fin nabofest på trods af regnen

Af Helle Hansen, foto Bo Sigismund

Forsvarsminister Nicolai  Wammen holdt grundlovs-talen ved nabofesten.

Forsvarsminister Nicolai Wammen holdt grundlovs-talen ved nabofesten.

Forsvarsminister Nicolai Wammen holdt grundlovstalen, men det var sangeren Pearl Cutten fra Søvangen, der reddede nabofesten, da hun gik på scenen i Nordgårdhallen og sang nogle af sine smukke nye sange.

Som den gode nabo hun er, trådte hun til med det samme, da hun over midnat den 5. juni på Facebook blev kontaktet af grundlovsfestens arrangører, der kort forinden havde modtaget et afbud fra den lokale rapper Cha-D.

Naboen Pearl Cutten fra Søvangen varmede med sin soulsang salen op til fest.

Naboen Pearl Cutten fra Søvangen varmede med sin soulsang salen op til fest.

Sang, dans og regn
Regnvejret gjorde, at grundlovsfesten blev rykket ned i Nordgårdhallen, hvor et sted mellem 300 og 500 beboere og naboer havde en hyggelig eftermiddag sammen.

De unge somaliske piger fra dansegruppen Gobaad fik hele hallen til at svinge efter borgmester Jacob Bundsgaards indledende velkomst.

Og så stod den ellers på musik og teater fra scenen, gøgl med Cirkus Tværs og cup cake-pyntning med Rascha og skiltemaling med Ramallah-spejderne.

Cirkus Tværs’ små artister viste flot akrobatik og lavede festligt gøgleri.

Cirkus Tværs’ små artister viste flot akrobatik og lavede festligt gøgleri.

Gellerup-guiderne forsøgte sig med en rundvisning i området, men deltagerne måtte desværre hurtigt vende om på grund af en kæmpebyge, som ramte Gellerup.

Flere naboer kiggede forbi
I løbet af eftermiddagen blev det klart, at flere af naboerne til Gellerup og Toveshøj havde taget imod invitationen om at komme til nabofest, selv om Spejderbussen kørte uden passagerer fra de annoncerede stoppesteder. Naboerne fandt selv vej til hallen, og det så ud til, at de havde en festlig dag i det gode naboskabs navn.

Og efter tre timers fest kunne dagens konferencier, Randa Radwan, takke alle for en rigtig god dag og sige på gensyn til næste års grundlovsfest.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt