Ingen strøm og ingen hjælp

Læserbrev

Illustration af Jesper Ankjær

Da vi vågnede op d. 1. juni ved 7-tiden, opdagede vi hurtigt, at der ingen strøm var i hele lejligheden, og efter en nærmere undersøgelse viste det sig, at hele blokken Edwin Rahrs Vej 18-26 var uden strøm. (Webmaster: Toveshøj)

Ingen panik, tænkte vi, selv om vi ikke kan få lavet morgenmaden eller give mælk til den lille – vi ringer bare til viceværten eller Totalservice og orienterer dem om, at der er noget galt.

Da jeg ringer til viceværten, så kan jeg høre den indspillede besked om, at de først åbner telefonen kl. 9.30. Det er fint nok – så kan vi jo ringe til Totalservice, tror jeg, og undrer mig lidt over, hvorfor man egentlig ikke kan kontakte viceværten, da jeg ved, de møder kl. 7.

Halv-Totalservice
Jeg bliver dårligt overrasket, da jeg ringer til Totalservice og opdager at telefonen er helt slukket. Efter at have kigget i min indflyttermappe kan jeg se, at Totalservices telefon kun er åben til kl. 7.

Og så sidder jeg der med en dårlig smag i munden og undrer mig over, hvordan det kan være, at lige i den periode, hvor folk vågner og opdager, at der er noget galt – mellem 7 og 9.30, er der ingen, man kan kontakte i boligforeningen. Det var ikke det, jeg forventede af en stor og meget administrativt tung organisation som Brabrand Boligforening, hvor sådan nogle åbenlyse smuttere bør være adresseret, langt før skaden er sket.

Jeg vil meget gerne høre BBBOs forklaring på problemstillingen, og om det fremover vil være muligt at komme i kontakt med en servicemedarbejder 24/7, hvis man ikke har strøm, står under vand, eller har fået smadret ruden.

Venlig hilsen
Kristiana Stoyanova 

dut-dut-dut ingen tager telefonen

Svar på læserbrev

Vi har modtaget henvendelsen fra Kristina den 4.6 og givet hende et foreløbigt svar samme dag, med at vi vil undersøge sagen –det har vi nu haft lejlighed til.
 
Det er ganske rigtigt, at det ikke er muligt at komme i kontakt med boligforeningen fra 7-9.30 – det giver ikke helt mening, når resten af døgnet er dækket fra Rymarken eller Totalservice. Som ny ledelse er vi ved at kigge på arbejdsgange og procedurer, og denne henvendelse vil vi tage med i vores videre drøftelser.

Med venlig hilsen
 
Niels Mclean Hosie
Teknisk chef
Brabrand Boligforening




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt