Lederen

Der bliver lyttet til os

Af Elsebeth Frederiksen

Vi ved alle, hvor irriterende det er, når vi ikke kan låse os selv ind, fordi nøglen ikke virker , og så heller ikke kan få fat på driften, selv i åbningstiden. Jeg har selv været ude for, at nøglen lige pludselig ikke virkede. Jeg måtte ringe til Totalservice, som ikke kunne hjælpe mig, fordi de ikke har A-nøgler mere. Når man har problemer i sin lejlighed, skal man kunne få fat på driften med det samme, hvis det er akut.

Her på Skræppebladet fik vi i sidste nummer et læserbrev fra Kristiana Stoyanova, som klagede sin nød over, at man ikke kunne komme igennem til Totalservice om morgenen, selv når driftskontoret ikke var åbnet endnu. Hun havde et sprængt vandrør, som ikke kunne vente til kl. 9.30, hvor driften åbnede.

Det er på Skræppebladet dejligt, når vi får den slags breve, selvom anledningen selvfølgelig ikke er den bedste. Det betyder, at folk bruger bladet, og når man så også ser, at herrerne i den sorte bygning i Rymarken tager beboerne seriøst og svarer på deres henvendelse, så ved man, at beboerne er i gode hænder.

Niels Hosie, som er teknisk chef i BB, svarede først lidt vagt, at ”man ville kigge på procedurerne”, og det kom der endnu et læserbrev ud af fra Gert Brügge i Sonnesgaarden.
Han er bange for, at sagen bliver syltet, men den glædelige nyhed er, at Niels Hosie allerede har svaret, at arbejdsgangene allerede er blevet ændret. Nu kan man få fat på Totalservice på de tidspunkter, hvor driften ikke har åbent. Dejligt, at det går hurtigt at ændre tingene, og at der bliver lyttet til os beboere. Det er helt klart en forbedring hos den nye ledelse og en, vi her bifalder.

Her på Skræppebladet er vi selvfølgelig glade for, at vi som blad fungerer som talerør for beboerne. Så har I noget på hjertet, skriv ind til os. Kom med et læserbrev, debatindlæg eller spørgsmål til ledelsen, og vi vil forsøge at finde et svar. Det er vores opgave, og det bliver mere spændende for os, når både vi og I får svar på spørgsmål og bekymringer.




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2017
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt