Havnesnak byttes ud med boligkommunikation
Brabrand Boligforening får 1. oktober sin første kommunikationschef i 45-årige Lotte Pape, der kommer fra en stilling på havnen i Aarhus Kommune
Af Helle Hansen, foto Martin Krabbe
81 kandidater lagde billet ind på at blive Brabrand Boligforenings nye kommunikationschef, da stillingen blev slået op i sommer. Det bliver 45-årige Lotte Pape, som fremover skal tage sig af den daglige løbende kommunikation mellem boligforeningens beboere, medarbejdere og andre interessenter, og samtidig skal hun også have ansvaret for den omfattende kommunikationsopgave, der følger med helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj.
Stor erfaring med kommunikation
Lotte Pape kommer fra en stilling som sekretariatsleder for ”Center for Byudvikling og Mobilitet” i Aarhus Kommune. Tidligere har hun også været kommunikationsansvarlig i Udviklingssekretariatet for De Bynære Havnearealer, og før da har hun haft en fortid i flere kommunikationsvirksomheder. Lotte Pape er uddannet cand.mag. i dansk og medievidenskab, og så har hun en tillægsuddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole.
Bor i Brabrand
Når den 45-årige nye kommunikationschef tiltræder 1. oktober, så får hun ikke langt på arbejde. Hun bor nemlig med mand og to døtre i et rækkehus på Tjørneagervej i Brabrand. Og Lotte Pape ser frem til at skifte byudviklingen på havnen i Århus ud med kommunikationen i Brabrand Boligforening. I novemberudgaven af Skræppebladet vil vi bringe et større portrætinterview med foreningens nyeste medarbejder på Rymarken.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2014-08 Oktober